10. indlæg - "Feber ved daggry"

En Tycho Brahe-dag, sådan én hvor det hele går ad Pommern til, hvor det regner og brillestangen er knækket. Sådan nogle dage kender vi alle. For nogle er det kun en dag, måske kun en del af en dag, og for andre kan det føles som en naturtilstand. Nogen gang er det vitterligt alt det omkring én der er noget hak, men andre gange har det med den attitude man tackler det med, at gøre. Hvornår det er hvad, må man simpelthen bruge samtaler med sine venner og i øvrigt sin sunde fornuft til at prøve at finde ud af.

Jeg havde selv sådan en dag forleden. Bilen skulle en tur på værksted og det viste sig at blive en hel del dyrere end først beregnet, så begyndte det at regne, og så knækkede mine briller. Det var vist godt at jeg ikke også tog til tandlægen den dag!

Da jeg så kom på arbejde, lå ”Feber ved daggry” af Péter Gárdos’ på afleveringshylden. Det er én af de bøger jeg selv holder af, så det er altid lidt optur at se at andre har haft den med hjem. Det er også en bog der er til at få øje på, for det smukke omslag har samme blå-røde kant, som de gamle luftpostkuverter – og breve spiller da også en helt central rolle i bogens tilblivelse.

 Jeg havde læst den før, så jeg vidste godt at den morgenfeber, titlen refererer til, er de symptomer forfatterens far Miklós havde på sin plettyfus og tuberkolose, da han ankom som jødisk flygtning til Sverige efter 2. Verdenskrig. Nåhja, han havde også et sæt tænder af metal, fordi hans andre var faldet ud.
Til sammenligning med sådan en omgang begyndte min Tycho Brahe-dag at tage sig lidt mindre harsk ud, for så langt var det i det mindste ikke kommet endnu – jeg havde jo udsat tandlægebesøget.

På den måde mindet om hvordan Miklós forholdt sig til sin modgang, gad jeg slet ikke være sur på dagen længere. Han lod sig nemlig ikke kue det mindste – hverken af tyfus eller tænder – for han var opsat på at han ville have sig en kone. Så på trods af at sidde i flygtningelejr og på trods af at hans læge ikke gav ham så mange dage at leve i, begyndte han at skrive til de jødiske kvinder han kunne opspore i Sverige, som kom fra hans hjemby. En dag skriver én af dem tilbage.

Det har sønnen nu skrevet om til en roman som på den ene side bliver en sød og smuk bog om kærlighed, og på den anden side er en drabelig skildring af de forfærdelige oplevelser de europæiske jøder undergik i 1940’erne. Den gennemgående livsvilje og optimisme der løber som toner fra en klarinet igennem det hele, er ikke til at stå for.
Det er en relativt hurtigt læst lille sag, men dens fine budskab om hvordan kærligheden og viljen kan overvinde mange voldsomheder, er godt at få med sig. Det bliver bestemt heller ikke værre af, at det rent faktisk er Peter Gárdos’ forældre, den handler om, som man får at vide fra begyndelsen af - og så er det vel OK at afsløre her, at det ender med at de får hinanden til sidst?