11. indlæg - "Greven af Monte Cristo"
I denne uge vil jeg anbefale Alexandre Dumas’ ”Greven af Monte Cristo”, som er alle røverromaners røverroman!
Historien handler om den unge kaptajn Edmond Dantes: En succesrig ung mand der står til at gifte sig med sin udkårne. Han bliver imidlertid forrådt af sine rivaler, som får det til at se ud som om han er spion for Napoleon. Dantes bliver sendt til den skrækkelige fængsels-ø ”If”, hvor han sidder i mange år og pønser på en grum hævn. En medfange fortæller ham om en begravet skat på øen Monte Cristo, som han kan få fingrene i hvis han slipper fra det befæstede fængsel i live. Lykken (og bogens længde) vil at det gør han, og snart dukker en mystisk rigmand op i det bedre borgerskab, kendt som Greven af Monte Cristo. Dantes i forklædning som en anden Zorro eller Batman. Denne greve begynder at tage en frygtelig hævn over de forskellige parthavere i komplottet mod den unge Edmond Dantes, og snart falder deres liv fra hinanden. Men klarer han at beskytte sin identitet? Og hvad med hans udkårne? Og er hævnen virkelig sød, eller har den en bitter eftersmag? – Alt det er I nødt til at læse bogen for at finde ud af.
Det er med vilje at jeg imiterer ”følg med i næste afsnit”-jargongen fra TV-serier her, for ”Greven af Monte Cristo” blev oprindeligt udgivet som serie i avisen Le Journal des débats. Det gjorde den dels fordi det var en mere normal form i datiden – både Dostoevskij og Arthur Conan Doyle gjorde det samme med deres romaner – og dels fordi dens forfatter altid manglede penge, og på den måde kunne indtjeningen blive mere regulær (og måske lidt bedre).
Alexandre Dumas den ældre (det hedder han fordi hans søn, som han – smart nok – havde opkaldt efter sig selv, også var forfatter) skrev romaner i metermål, med masser af fart over feltet. I begyndelsen blev han betalt per linje (!), hvilket har sørget for en hel del spøjse replikskifter i en roman som ”De tre musketerer”, og sidenhen blev han betalt per side. Det sidste bilder jeg mig ind at man godt kan mærke i ”Greven af Monte Cristo”, hvor der er sekvenser på over hundrede sider som ikke direkte har noget med hovedhistorien at gøre, og som da også er klippet fra i kortere bogklubsudgaver, uden at det gør historien mindre spændende.
En anden sjov ting om bogen er at den faktisk en forholdsvist dårligt skrevet, i klassisk forstand. Det har bl.a. Umberto Eco brugt et helt essay på at snakke om (Essayet hedder: ”Et dårligt skrevet mesterværk”), og på en måde har han ret: Sproget er ikke specielt varieret, og det vrimler med en blanding af pertentligt udførlige og halvdovne beskrivelser i stil med:
” Hele værelset var belagt med tyrkiske Stoffer af carmoisinrød Farve, indvævet med Guldblomster, og hvor man saa hen, faldt Øjet på kostbare Genstande, Divaner, Lamper af sjældent venetiansk Glas, Tykke Portièrer, gennem hvilke man kunne skimte andre pragtfuldt oplyste værelser, og saa videre.”
(Den er god nok, I kan selv se selv efter, sådan slutter Dumas faktisk beskrivelsen af i bogen!).
Men til trods for det må man tage hatten af for at Alexandre Dumas d.æ. forstod at skrue et fængslende plot sammen, som oven i købet stadig holder den dag i dag. Det er måske ikke stor litteratur på samme måde som ”På sporet af den tabte tid” eller ”Den guddommelige komedie” er det, men det er til gengæld en klassiker der holder hvad den lover når det kommer til spænding og drama for alle pengene.