12. indlæg - "1984"

”Hvis du kun læser én bog i dit liv, så skal det være den her! ”

Sådan sagde en af mine undervisere engang til mig om George Orwells fremtidsroman ”1984”, som udkom første gang i 1949. Det var selvfølgelig en lige lovligt kategorisk måde at udtrykke sig på, men jeg forstod hvad han mente. Og jeg er tilbøjelig til at være enig i det. Hvis du kun har tænkt dig at læse én eneste bog i dit liv, så er ”1984” et godt bud, for chancen for at den heftige historie om kærlighed, kontrol, historiebevidsthed, bedrag og det skrevne ords magt, giver dig lyst til at begive sig længere og længere ind i litteraturens jungle.

1984 er en temmelig dyster bog, hvor hele samfundet styres af figuren ”Big Brother” der er i sin fysiske fremtræden minder en hel del om den russiske diktator Stalin. ”Big Brother Ser Dig” er omkvædet på en hver mur, og det gør han også: Alle bliver overvåget over alt hele tiden, og selv sproget er blevet lavet om til det ordknappe ”nysprog”, hvor man f.eks. kun kan tale om God eller Ugod. Dårlig findes ikke længere, fordi det har for mange nuancer. Alt er stillet op i tomme modsætninger, for Big Brother har nemlig gennemskuet at det er med sproget man griber verden, så hvis sproget bliver udhulet og fortyndet, bliver folk lettere at dirigere rundt med, for så holder de op med at tænke selv.

Den ene af romanens hovedpersoner, Winston Smith, arbejder ved det – lidt skummelt navngivne – ”Sandhedsministeriet”, hvor hans opgave er at ændre på historiske data, så de stemmer med Big Brothers vilje. En dag køber han illegalt en dagbog, som han begynder at skrive i – enormt ulovligt i Big Brothers land, hvor selv tanker kan være forbrydelser. Han møder også en sød pige, og lige så stille begynder han at stille alle de ”forkerte” spørgsmål og kommer på tværs af det totalitære system.

På grund af sin handling er 1984 en meget brugt bog i politisk sammenhæng, fra begge sider af bordet. Men jeg synes tit man glemmer at det også bare er en smaskhamrende spændende bog, som virkelig formår at holde læseren på kanten af sædet, helt levet ind i den paranoia Winston føler hver gang han tænker en ”forbudt” tanke.

Orwell havde selv et farverigt liv, først som kostskoledreng, siden officer i den engelske kolonimagt i Burma, boghandler, skolelærer, krigskorrespondent og vagabond. Alt sammen noget der har fundet vej ind hans essays og romaner. Og alt sammen noget der har hjulpet ham med at se tingene fra flere sider. Det gør det til en stor fornøjelse at læse hans tekster, for han langer ud efter alle og prøver sine argumenter grundigt af, og nogle gange når han til nogen ikke så rare konklusioner. For eksempel var han selv en slags socialist, men samtidigt hedder Big Brothers undertrykkende parti i romanen: ”Engsoc”.

Jeg må hellere skynde mig at slå det fast: ”1984” er ikke en bog for sarte sjæle.
Det bliver rigtigt barskt efterhånden som fortællingen om Winstons begyndende dagbogs-skriverier og kærlighedsforhold til kollegaen Julia skrider frem i skyggen af Big Brothers al-seende øjne. Men jeg betragter ikke desto mindre stadig denne roman som et inderligt kærlighedsbrev til alt det litteraturen – det skrevne ord, og sproget i det hele taget – kan.