13. indlæg - "Skaknovelle"

Hvis man nu ikke har så meget hang til lange bøger, hvor historien tager sig tid til at væve lidt ud på forskellige dele og går i dybden med detaljerne, så kunne det være en god idé at prøve med en novelle. De er som regel ikke meget over 100 sider – ofte mindre – men alligevel kan de nå at fylde ens hoved mindst lige så meget som en roman på 700 sider.

Begge dele kan nu have sine fordele, synes jeg, for hvis en roman er rigtigt spændende eller rar at være i, så er det også skønt nok hvis den varer lidt længere.

Man kan godt få det indtryk at forfatterne selv er ret glade for at skrive noveller også, selv om de ikke bliver læst af nær så mange som deres romaner gør. Derfor vil jeg lige benytte denne uges klumme til at slå et kantslag for novellen. Og hvilken bedre novelle til at gøre det med, end Stefan Zweigs klassiker ”Skaknovelle” fra 1941?
Novellen handler om to mænd der mødes på en passagerdamper (sådan som man åbenbart gjorde omkring 1941) til et dramatisk spil skak. Nok ikke lige det de fleste forbinder med den stillesiddende hjernesport, hvor den mest motorisk udfordrende del er at trykke på et ur. Men tro mig, det er nervepirrende læsning det her! Også for dem der ikke ved meget mere om skak end at det tit er noget folk spiller mod sig selv i film, hvis man hurtigt skal forstå hvor kloge de er.

Skak-stormesteren Mirko Czentovic nyder at banke sine medpassagerer i skak, for at fordrive tiden. Ihvertfald lige indtil han står over for advokaten, Doktor B, som netop er løsladt fra fængslet hvor nazisterne havde buret ham inde. B fordrev nemlig tiden i fængslet med at lære en masse skakpartier udenad, og så spille dem mod sig selv i fantasien – indtil han næsten blev vanvittig af det. Og spillet mod Mirko truer med at sende ham tilbage i sindssygen, hvilket giver historien endnu et lag.

Hvis man kender lidt til forfatterens historie, får novellen et niveau til. Den udkom nemlig kort tid før Stefan Zweig begik selvmord i Argentina, på grund af ren og skær kulturpessimisme, kan man sige. Han var jøde og havde gennemlevet to verdenskrige – som han i øvrigt fortæller gevaldigt gribende om i romanen ”Verden af i går” – og da nazismen vandt frem i det tyske, så han ikke længere noget håb for at verden nogen sinde ville blive lige så fredelig som den var i hans barndom. En lige lovligt kategorisk måde at se tiden på, kunne man synes, især hvis man ser på Europas forudgående historie. Men det har nok været svært at overskue på den tid.

På Litteratursiden.dk er der nogen der tolker Skaknovelle til at handle om den dannede jøde mod den brutale, ensporede – og ikke specielt rare – nazistiske opkomling. Det kan der være noget om, men måske du får noget helt andet ud af den. Det må man godt med skønlitteratur.
Én ting er i hvert fald sikker: Aldrig har skak været så nervepirrende for lægfolk!