14. indlæg - "Wendell Berry"

Af Øjvind Fritjof Arnfred

Sommeren falder lige så stille af træerne, og det er svært ikke at lade melankolien sætte sig i sindet imens man finder de tykke jakker og varme støvler frem fra gemmerne (jeg skriver dette i slutningen af august, så det kan jo være at vejret er blevet bedre i mellemtiden, selv om det er svært at tro på lige nu. Men hvis det er, så bare lad resten ligge og læs det når det bliver dårligt vejr næste gang)

Heldigvis kan man af og til finde nye vinkler at se tingene fra, hvis man, som jeg, bliver lidt trist af at tænke på at dagene bliver kortere og varmeregningerne bliver længere. Sådan en ny vinkel fandt jeg en dag i foråret, da jeg lyttede til det engelske podcast ”The Verb” (BBC Radio-3) som havde lavet et interview med digteren Wendell Berry. Han bor på en gård i Kentucky og skriver om naturen.
På et tidspunkt læste han et digt op med sin drævende sydstats-accent, digtet hed ”The Bucket” eller ”Spanden” på godt dansk, og det ramte midt ned i den der efterårs-blues man kan gå og få i denne sæson, men fik det gjort på en måde som trak noget positivt og egentlig ret fantastisk frem i det: Hvordan forrådnelsen sådan set også er en frugtbar ting.
Det digt vil jeg gerne dele med avisens læsere, i håbet om at det kan give andre den samme oplevelse af at opdage en ny vinkel ved noget gammelkendt, når man ser det gennem nogen andres øjne. Desværre fandtes digtet ikke på dansk. Faktisk var der slet ikke særlig meget Wendell Berry på de danske biblioteker overhovedet. Så jeg bestilte det hjem fra udlandet og fik et eksemplar af hans essay ”The work of local culture”, som digtet er et uddrag fra, leveret til Vejen via et bibliotek i Wisconsin en uge senere omtrent - Tænk engang hvor meget der er tilgængeligt for alle, på grund af biblioteker! – Jeg har oversat det så godt som jeg kunne, og resultatet kan læses her:

 

Spanden, af Wendell Berry:

I årevis har jeg gået

Langs et falmet hegn

Som afgrænser hvad der er tilbage

Af en gammel gård

Markerne, engang pløjet og tilsået hvert forår,

Vender, endnu en gang, tilbage til skov.

På en gammel hegnspæl,

Som hælder tungt i skyggen

Af en halvhøj ahorn,

Hænger en forslået galvaniseret spand.

Hver dag når jeg går forbi den

Stopper jeg op for at se ned i dens dybde.

Hvor mange efterår den har hængt der

Ved jeg ikke, men med årene

Er blade faldet ned i den,

Regn og sne er også.

Bladene har holdt på fugten,

Og er rådnet mens de gjorde det.

Nødder er også faldet ned i den,

Eller er blevet bragt af egern,

Som spiste kødet og efterlod skallerne;

De og andre dyr har efterladt deres afføring

Insekter er gået ind i den, er døde og rådnet;

Fugle har kradset i den

Efterladt deres afføring,

Måske en fjer eller to.

Dette langsomme arbejde med død og råddenskab,

Dette verdens hovedværk,

Har i bunden af denne spand produceret

Flere tommer leret, rig jord.

Måske fordi jeg er landmand,

Drages jeg af en let undren

Til at være vidne til dette mirakel hver dag.

For en bybos øjne, er dette bare skidt,

Hvis det overhovedet ses.

For mig er det, i al sin simpelhed

Genesis genskabt.