15. indlæg - "At leve"

Kina er (endnu) et land jeg altid har haft svært ved at forstå. Der er langt dertil, synes jeg, både i fysisk forstand og i mental forstand. 

Af samme grund har jeg haft stor læseglæde af Yu Huas første bog på dansk, ”At leve”, som i dén grad er kinesisk litteratur: Både skrevet af en kinesisk forfatter og med historien om Maos kulturrevolution som omdrejningspunkt. For hvis fortiden, som L.P. Hartley siger i ”The Go-Between”, er et fremmed land, så må en bog om Kinas fortid næsten være en helt anden planet. Og så er det rart at man kan komme dertil på sin læsehest.

 Jeg var selv i Kina en gang for mange år siden, og selv om der var mange ting der gik igen på tværs af kulturerne – vi er jo mennesker alle sammen – var der også en hel del jeg ikke forstod. Det var præcis samme følelse jeg havde men jeg læste Yu Huas ”At leve”. Alle de grundlæggende følelser går igen i den, både savn, overmod, vrede, skam, anger og sorg. Men de ting der får følelserne til at opstå er til gengæld ikke nødvendigvis de samme som ville få dem til at opstå hos mig.

Historien foregår omkring etableringen af Den kinesiske folkerepublik i 1949 og den er fortalt af Fugui, en døgenigt af en godsejersøn som spiller hele familiens formue op indtil de må på datidens Kinas svar på fattiggården. Senere kommer han lidt på fode igen, men urolighederne op til kulturrevolutionen slår benene væk under ham endnu en gang, da nationalisthæren stjæler ham med sig i en årrække. I det hele taget finder han aldrig helt hvile i sit liv derefter.

 På trods af titlen er der utrolig meget død i den her bog. Eller altså; der er mange moderne film der har væsentligt mere død på væsentligt barskere måder end den her bog - det er ikke nogen tju-bang roman, af den slags som jeg ellers også godt kan lide at læse, det her - men døden er hele tiden til stede, som en tør vind gennem stråhyttens tynde vægge. Det er også en meget eftertænksom bog, som skildrer alle grusomhederne og ulykkerne i en rolig og nøgtern tone. På den måde er den smuk, egentlig, selv om den altså også er trist. Melankolsk, kunne man måske sige. Og så altså også Kinesisk med stort K.

I Kina er Yu Hua ganske vist ikke lige populær over hele linjen, for han har nemlig en tendens til at stikke lidt til kulturrevolutionens vældighed. Ikke så meget så han er blevet gjort ulovlig eller noget (det er filmen der blev lavet over denne her bog ellers), men nok til at man ikke er i tvivl om at han synes den har været problematisk. Han beskriver for eksempel en episode under den hungersnød der indtraf i årene efter revolutionen, hvor byens formand løser et skænderi om én (!) kartoffel (!!) ved at skære den over. Han får den imidlertid ikke skåret over i to lige store dele, så han skærer lige et ekstra stykke af den største, til sig selv.

Det kan lyde ret fjollet måske, men jeg synes virkelig at man kom tæt på personerne og kunne mærke de sorger og glæder som indtræder undervejs. Måske er det fordi den er skrevet på en måde så det er som at høre en lang enetale fra et andet menneske inde i sit hoved; en noget anderledes måde at rejse til Kina (og i tiden) på, men helt klart én der kan anbefales.