16. indlæg - "Terry Pratchett"

I en tidligere klumme nævnte jeg Terry Pratchett: Den engelske fantasy-forfatter der har skrevet over 40 bøger som alle finder sted på en flad planet der driver omkring i universet på ryggen af fire elefanter som igen står på ryggen af en kæmpe skilpadde ved navn ”Den store A’tuin”. Dengang lovede jeg mig selv og læserne at jeg ville komme mere ind på ham ved en senere lejlighed. Og den lejlighed er nu – af den simple grund at jeg for ikke så længe siden havde en låner forbi som ledte efter en god lang fantasyserie, som godt måtte have noget humor.

Og Pratchett skriver netop fantasy. En genre der, lige som krimier, deler vandene. På den ene side har den meget dedikerede læsere som kun læser bøger inden for genren, og på den anden side er der en mindst lige så stor gruppe som ikke ville røre en fantasyroman med så meget som spidsen af en meget lang tryllestav. Enten fordi de mener at det er en alt for kommerciel genre der er fyldt med alt for mange metervare-udgivelser som aldrig kan nærme sig ”rigtig” litteratur, hvad det så end er for en størrelse, eller også fordi det bliver for abstrakt at læse om trolde og drager osv.

Og fred være med det. Smag er forskellig. Men jeg har nu alligevel lidt ondt af dem der har deres første Terry Pratchett-bog til gode, samtidigt med at jeg er lidt misundelig på dem. Det er nemlig både underholdende, velskrevne og ikke mindst ret så underfundige bøger. Hvem kan eksempelvis stå for en historie hvor Døden hyrer en afløser, imens han tager sig en tiltrængt ferie fra et job som ganske ofte er ganske hårdt, bl.a. fordi folk sjældent er glade for at se ham? Eller en bog om det vanskelige ved at starte sin business op som heks i et lille lokalmiljø hvor folk har alle mulige ideer om hvad en heks skal være?

Det lyder måske en kende gakket, og lad os bare glemme alle forbehold: Det er smaddergakket! Det er gak-gak i hønsegården med fyrværkeri, kapowshow og bomber i kransekagen. Og så er det altså også virkelig indsigtsfuldt skrevet. Det ene udelukker ikke det andet. Man kan sagtens – som Pratchett også har bevist gang på gang – skrive en historie om tre hekse på tur til fjerne egne af den flade planet de bor på, som rammer plet i noget dybt og smukt om hvordan det er at være menneske og finde sin indre styrke frem.

Terry Pratchett har i det hele taget været smart, da han opfandt sin Diskverden (Discworld, for dem der helst vil læse på engelsk), for den fungerer lidt ligesom et dukkehus: Hver gang han skriver kan han have nye hovedpersoner og lade handlingen foregå i nye områder. På den måde har han både kunnet skrive klassisk fantasy, kriminalromaner, dannelsesromaner, mytologier, gysere og kærlighedsromaner uden nogen sinde at bryde sin egen ramme. Af og til endda det hele på én gang i én bog, tilsat lidt kinesisk filosofi eller økonomisk teori – hele tiden med et glimt i øjet og hatten lidt på sned.

Det, at diskverden-serien er så omfangsrig, betyder også at man ikke behøver at starte med bog 1 og så læse nr. 2 og så videre. I nogle af bøgerne er det Døden der er hovedpersonen (man genkender ham på at han altid taler i VERSALER), i andre er det heksen Tiffany Aching, i andre igen er det den uduelige troldmand Rincewind eller den (enormt sympatiske) orangutang-bibliotekar, som jeg har omtalt i en tidligere klumme. Det betyder at man kan læse bestemte ”linjer” i serien, så man på den måde kan nøjes med at beskæftige sig med sine yndlingsfigurer i et par bøger og siden skifte til andre, uden at være bange for at man ikke får hele historien med sig.

Det kan forekomme lidt uoverskueligt, men det er der jo så meget der er her i livet, og – modsat mange af de andre uoverskuelige ting livet byder på – findes der et væld af illustrative kort og diagrammer på nettet, der forklarer de forskellige historiers sammenhænge og pladser på tidslinjerne, så man kan holde styr på sin læsning.

Nå, nu har jeg vist også opbrugt ordkvoten for denne gang, hva’? – Lad de sidste ord blive Terry Pratchetts egne:

”Fantasy er lidt som en træningscykel for sindet. Det kan godt være den ikke bringer dig nogen steder hen, men den styrker de muskler der kan”.