17. indlæg - "Kollektivt selvmord"

Hvad får man hvis man tager en hel masse selvmordere, en pose penge og en turistbus? – Nok en af de mest vanvittige og mærkværdige fejringer af livet nogen sinde!

Kollektivt selvmord”, hedder den bog som jeg har opsummeret herover, og som jeg vil anbefale i denne uge. Og jeg må i den forbindelse hellere skynde mig at gøre det helt klart at det er ikke en fagbog af ”gør-det-selv” -typen, eller noget i den stil. Bare rolig. Det er derimod et stykke finsk skønlitteratur, som faktisk også er temmelig skønt, selv om den ikke lyder sådan på titlen.
Selvmord er et drøjt og trist emne, og det kan være svært at vide hvad man skal stille op med det, men jeg synes alligevel at Arto Paasilinna har klaret at håndtere alvoren i emnet på en god måde her. Også selv om det af og til gør lidt ondt undervejs og grinene kan smage lidt forkert mens man læser. God litteratur må godt kunne mærkes og få én til at tænke en ekstra gang over noget.

”Kollektivt selvmord” er en ganske sort bog, både udenpå og indeni, men forlaget har alligevel fundet plads til en forsigtig smule farve på omslaget, i form af nogle neon-glødende løkker af den slags man som regel forbinder med gys på en øde steppe eller med en solid western hvor nogen bliver reddet fra en lynchning i sidste øjeblik ved at rebet bliver skudt over.
De tyggegummifarvede galgeløkker på den dybsorte baggrund uden på ”Kollektivt selvmord” er et flot stykke grafisk arbejde der får bogen til at se ud præcis som det, den er: En sært sørgmunter, eller måske rettere dysterglad, fortælling over et af det mørkeste emner der findes.

Historien begynder da den fallerede forretningsmand Rellonen går ud i en gammel lade for at skyde sig en kugle for panden. Her møder han oberst Kemppainen (og ja, sådan fortsætter det med navnene i bogen – både på personer og steder – jeg vil derfor fraråde højtlæsning, med mindre man selvfølgelig enten har finske aner eller en anelse om det finske sprog, og ved hvordan konsonanterne skal knækkes) der skal til at hænge sig det samme sted.

De to herrer synes først det er lidt akavet; selvmord er jo en ret så privat ting. Men efterhånden falder de i snak og finder ud af at de har en del til fælles, så de bestemmer de sig for at samle ligesindede. Så kan alle tage billetten sammen, så at sige. De begynder derfor med et seminar for selvmordere i Reykyavik, som siden udvikler sig til én af de underligste busture rundt i Finland, Lapland, Nordnorge og Sydeuropa som jeg nogen sinde har læst om. Nu er eurasiske romaner om kollektivtrafik ganske vist heller ikke den mest omfattende genre, men alligevel…

Alt det jeg lige har beskrevet sker i løbet af det første par kapitler, så hav ingen tvivl: Der er tryk på fra starten, og man skal hænge i for at få det hele med. Den kan derfor især anbefales til dem der har dårlig tålmodighed og en sort sort sort (helt enormt sort, altså) sans for humor. Det kan jo være man kender sådan én.

Efterhånden som handlingen skrider frem og selvmordernes turistbus ruller rundt i landskabet slutter nye personligheder sig til selskabet, og det hele bliver mere og mere sort. Men samtidigt bliver bogen også mere og mere en fejring af livet og af hvordan døden er med til at give livet mening. Og det er jo ikke nogen helt dum pointe.