20. indlæg - "Muren"

I foråret blev jeg enormt begejstret for en rigtig murstensroman.

Med ”rigtig” mener jeg at den lignede en mursten på en prik. En gul mursten. Rektangulær og tyk, og endda forsynet med en forflap der kunne trækkes op, så den dækkede for siderne og gjorde at bogen ved et hurtigt blik let kunne forveksles med sin til bygningskonstruktion mere velegnede broder.
Som om det ikke er nok at bogen på den måde ligner en gul musten, af den slags man byggede parcelhuse med i 1960’erne, så hedder den også ”Muren”. Værsgo! - en metafor der er til at tage og føle på! Gul og kompakt og skrevet af Torben Munksgaard.
Til at begynde med synes jeg måske det var at smøre sine far-jokes lige lovligt tykt på, sådan at lave et murstenslayout til en bog med den titel, men efterhånden som min læsning skred frem, gav det mere og mere mening at bogen var lavet på den måde.

Historien tager sit udgangspunkt i den aldrende forretningsmand Bjørn Thomsen som er blevet forladt af sin kone. Det skubber ham ud i at bygge en mur rundt om sit parcelhus i Roskilde. Han kan nemlig ikke holde folk ud længere, så nu vil han holde dem ude.

Mur-projektet begynder snart at skabe gnidninger rundt om på vejen, hvor man slet ikke kan have med at gøre, at det stille og roligt normale bliver ødelagt af sådan en fyr der bare vil gøre tingene på sin egen måde, helt uden at tænke på det fælles miljø. Og selv om sådan en mur er en ret solid størrelse, får dens tilstedeværelse alligevel en hel masse revner til at dukke op i forstadsidyllen.

Men det er altså ikke bare Krummes Familie med modsat fortegn, det her. Efterhånden kommer man rundt til de forskellige andre beboere på vejen og ser tingene fra deres side. Man får også mere og mere af både deres og Bjørns forhistorie afsløret. Og efterhånden viser det sig, at det ikke er let at være nogen, præcis sådan som Dan Turèll påpegede i digtet ”For meget mand” tilbage i 1979.

”Muren” er ofte en provokerende læseoplevelse. Man sidder ofte med en irriterende fornemmelse af, at hvis bare personerne var bedre til at se sig selv i øjnene og snakke om tingene, i stedet for at skyde al skyld for alle problemer over på de andre - sådan som Bjørn gør ved at bygge en mur for at holde verden ude, og sådan som verden omkring ham gør ved at give Bjørns mur skylden for alt det der ikke fungerer i deres eget liv - så ville de alle sammen have det lidt nemmere.

Men selv om det altså er en lidt skrap historie – eller rettere, en skrap samling af historier, for efterhånden åbnes der op for den fælles fortid op og bidrager med nye forståelser af de forskellige personer – så er det også en meget velskrevet bog, der på en eller anden måde virker realistisk, midt i al sit kaos. Nogen gange er den endda sjov.
Læs den, og tag evt. en snak med din nabo og din familie om den.