21. indlæg - "Populærmusik fra Vittula"

Af Øjvind Fritjof Arnfred

To drenge står foran et fyldt klasseværelse. De synker begge en klump. Der er dødstille. Skolefrøkenen retter på sine hornbriller og stolen knirker under hende da hun sætter sig. Én i mængden piller næse og nede bagerst er de værste rødder begyndt at finde kasteskyts frem. Det er nu eller aldrig.

Armen på grammofonen løfter sig og nålen bliver placeret på den sorte vinylskive. Det knitrer og knager rytmisk, mens pladen drejer rundt. Det er en singleplade på 45 tommer. Grammofonen kan kun tage 33’ere eller 78’ere, så enten vil musikken lyde som en dæmonisk begravelsesmarch eller også som Mickey Mouse i cirkus. De har valgt det sidste, og nu er der ingen vej tilbage. Musikken fylder rummet og de to drenge kaster sig rundt og skaber sig, snubler og river hul i klassens verdenskort, fladmaser kridtbakken og råber deres lunger ud.
Pladen slutter. Støvet lægger sig og alle sidder måbende tilbage. Pajala skole har lige oplevet sin første rockkoncert.

Nogenlunde sådan forløber én af de mange fornøjelige og langt ude episoder i Mikael Niemis debutroman ”Populærmusik fra Vittula”, som udkom i 2000. Jeg hører den som lydbog i bilen for tiden, og da jeg nåede til koncertepisoden, som jeg har refereret herover, lo jeg så jeg var lige ved at køre i grøften. – Så selv om denne bog altså er frit tilgængelig på ereolen.dk, vil jeg med færdselssikkerheden in mente opfordre til at man læser eller lytter til den i trygge omgivelser.

Selv om fis-og-ballade-faktoren er temmelig høj i bogen, og ikke mindst i skildringen af hovedpersonen Matti og hans ven Niilas’ møde med populærmusikken i 1960’ernes finske udkants-Sverige (!), så er det aldrig tom sjov. Niemi har noget på hjerte. Selv om han aldeles ikke stryger sit lokalmiljø med hårene i skildringen af det, så er hans store kærlighed til det alligevel helt tydelig. Både når han beskriver de pietistiske miljøer omkring Læstadianismen, som er den lokale variant af kristendommen, for hvis medlemmer hele livet føles som en lang vandring op ad bakke, og når han tager et bryllupsgilde hvor pralerierne mellem de to familier accelererer indtil det hele kulminerer i et saunaopgør hvor mændene sidder og sveder huden af samtidigt med at de bliver ved med at brokke sig over at der er alt for koldt.

Det er på sin vis en dannelsesroman, den har bare ikke noget med klassisk dannelse at gøre. Måske mis-dannelsesroman er mere passende. Der er i hvert fald ingen tvivl om at de surrealistiske og længere-end-langt-ude ting Matti og Niilas kommer ud for under deres opvækst i den lille provinsflække, i høj grad har en effekt på både dem og resten af det lille samfund i skoven, som bevæger sig ind i en ny tid med asfaltveje, oprør, rockmusik og længere hår.

Lige som med den anden finske roman, ”Kollektivt selvmord”, som jeg skrev om for et par uger siden, er ”Populærmusik fra Vittula” bestemt ikke for sarte sjæle. Måske er det bare Finland der ikke er et land for sarte sjæle i det hele taget? Svært at mene noget endeligt om, især når man tager Mumitroldene med i sine overvejelser. Men én ting er i hvert fald sikker: Det er intet under at de har den saunakultur de har, for der er masser af lune, midt i al mørket og kulden!