23. indlæg - "Ulysses"

Af Øjvind Fritjof Arnfred

Nogle bøger er på én gang er skræmmende og fascinerende, synes jeg. Det er bøger som jeg på den ene side godt ved indeholder en hel masse interessante ting og historier, men som jeg samtidigt aldrig er kommet længere end et par sider i, når jeg endelig har bestemt mig for at få dem læst. Så er der som regel lige et gulv der skal støvsuges eller en e-mail der skal tjekkes, og før jeg får set mig om er der gået så lang tid siden jeg begyndte så jeg ikke kan huske hvad der stod, og jeg er nødt til at begynde forfra.

Tunge bøger, kalder man dem nogle gange. Det er vist egentlig sproget eller manglen på fart i plottet man hentyder til, men det er også en god metafor for hvor svært det kan være at løfte dem op og sætte sig til at læse i dem når man kommer hjem fra arbejde. Det er som regel lettere bare at sætte sig foran fjernsynet og lade sig underholde, eller at samle en lidt ”lettere” bog op, hvor handlingen udspiller sig som en film for ens indre blik, uden at man skal gøre andet end at lade øjnene løbe langs med linjerne. Dermed ikke sagt at det er en dårlig ting. Det er helt sikkert sundt for fantasien at skulle mane billeder frem på nethinden. Og en god historie er jo som bekendt altid god.

Men på samme måde som en ”let” bog ikke nødvendigvis er dårlig bare fordi den er nem at forstå med det samme, er en ”tung” bog heller ikke nødvendigvis dårlig bare fordi den er svær at forstå med det samme. Hvis det skulle være rigtigt, så ville ingen nogen sinde løfte en vægt i et træningscenter eller bestige et bjerg.

Ulysses” af James Joyce er en af de bøger, som mange kender, men som få har læst. Jeg har den stående hjemme i reolen, i den gamle oversættelse, og den skuler olmt efter mig hver gang jeg sidder ved spisebordet. Det er en af de mest berømte og berygtede bøger fra det 20. århundrede. Hele handlingen foregår over én enkelt dag i juni, hvor en fyr ved navn Leopold Bloom går rundt i Dublin. Tankevækkende nok, tager det noget mere end én dag for de fleste at læse den. Det gør det blandt andet fordi der stikker meget mere under, end selve hovedhandlingen. Joyce har nemlig spækket bogen med referencer og gennemtænkte stavefejl der får sætningernes betydninger til at vakle og pege i flere retninger. Det faldt en del anmeldere for brystet i sin tid, men nu til dags er ”Ulysses” almindeligt anerkendt som en af de vildeste og voldsomste læseoplevelser nogen sinde.

Netop fordi den engelske originaltekst er så ordmusikalsk, som den er, har den også været gevaldigt svær at oversætte til dansk. Uanset hvad man har gjort, har man risikeret at fjerne noget af dens sproglige heftighed, som netop er opstået der hvor bogstavrim og betydninger mødes. Karsten Sand Iversen, som har stået for den prisbelønnede ny-oversættelse brugte da også to år på at knække koden, men det har han efter sigende også gjort til UG med kryds og slange.

Jeg har tit tænkt på at ”Ulysses”, den burde man få læst. Og jeg har snakket med mange andre i forskellige sammenhænge der har haft det på samme måde. ”Hvor svært kan det være? ”, kan man så spørge. ”Du kan jo læse, kan du ikke? – hvorfor sætter du dig så ikke bare ned og gør det? ”
Fordi det er lettere sagt end gjort, må svaret være. På samme måde som den hårdeste del af en hver løbetur er forbi postkassen, så er det svært at få taget sig sammen til at gøre noget ved sagen. Og ikke mindst at tage sig sammen til at gøre det én gang til dagen efter, og dagen efter igen.

Hvis det nu var løb, så kunne man melde sig ind i en løbeklub, eller hvis det var bjergbestigning kunne man gøre det sammen med nogen venner – der er ikke nogen til at holde én til ilden, som fællesskabet. Men når det er læsning kan det være svært at motivere sig selv. Nogen kan selvfølgelig klare det med at sige ”jeg læser 10 sider om dagen, og til sidst slipper de vel op”, og hatten af for dem. Virkelig. Den standhaftighed gad jeg også godt selv at besidde.
Men i mangel på samme, og fordi vi er flere her på biblioteket der har snakket om at få den bog knækket, har vi nu bestemt os for at lave en studiekreds om den til vinter. Januar-februar, helt præcis. Vi kalder den Knæk en klassiker. Det lyder godt, og så kan vi gentage det i kommende år med andre af de ”frygtindgydende” men også dragende bøger, som man godt gad at få læst, men som man altid mangler tid eller vedholdenhed til.

I denne engangs-læseklub læser vi ”Ulysses” - i den nye oversættelse - over fire gange, med fjorten dage imellem hver (et bjerg bestiger man jo også bedst et skridt ad gangen). Og så mødes vi og snakker om den del vi lige har læst.
Vi har fået lektor emeritus Steen Klitgård Povlsen, som har skrevet en bog om bogen ("En dag i juni", hedder den), til at komme og guide os gennem hver del, så vi har en chance for at forstå hvad det er der er med den bog. Der kommer en annonce om det senere, hvor man kan læse mere om det praktiske, tid og sted osv. – og i mellemtiden kan man så overveje om ikke det ville være et sjovt nytårsforsæt at få knækket sådan en klassiker.