25. indlæg - "John le Carre"

Jeg vil benytte denne uges klumme til at slå et slag for John le Carré.

Han er nemlig en ret solid forfatter. Mange kender ham nok for romanen ”Spionen der kom ind fra kulden”. Lige den har jeg faktisk aldrig læst færdig. Årsagen er muligvis at jeg begyndte på den uden at være klar til den. Der stod ”spionthriller” på omslaget, og jeg var 11 år og netop færdig med at læse Sherlock Holmes-serien og se den sidste James Bond-film, da jeg fandt den i mine forældres reol. Så dengang havde jeg lidt samme oplevelse som man kan have når man putter et rødt eller grønt bolsje i munden og forventer en frugtsmag, men i stedet sidder igen med en smag af lakrids… Ikke direkte skuffelse, snarere en følelse af ”forkert”.

Der var jo ingen heftig action eller nedrig skurk med planer om at bygge en kæmpe laserkanon i den roman. Ikke så meget som en kat med diamandhalsbånd, kunne det blive til. Der var bare den nedtrådte og desillusionerede agent Alec Leamas, Berlinmuren og hans alkoholproblem. – Nu, mens jeg skriver dette, kommer jeg til at tænke på at James Bond vist også kigger dybt i martini-glasset lidt for ofte, så det er vel en slags ting de to agenter har til fælles alligevel…

Jeg lagde bogen fra mig uden at færdiggøre den, og havde ikke den engelske spionforfatter inde på lystavlen i lang tid. Indtil en dag hvor jeg havde misset en bus og skulle vente to timer på den næste. Jeg havde ikke internet på telefonen, men den lokale brugs solgte paperbacks, og der lå den første af de, dengang, tre romaner om George Smiley. Den købte jeg og satte mig til at læse. Og pludselig forstod jeg hvorfor han er så fejret, som han er. Denne gang bed det. Muligvis fordi Smiley-serien er bedre skrevet end ”Spionen der kom ind fra kulden” – den har jeg lånt og vil prøve kræfter med igen, for at finde ud af det – eller også var det fordi jeg selv var blevet ældre og havde fået lidt mere sans for hans måde at skrive på.

John le Carré skriver nemlig, som en anden Hemingway, meget mellem linjerne, og man skal af og til koncentrere sig en hel del for at finde rundt i hvem der er loyale overfor hvem, og hvad der egentlig stikker under når de snakker med hinanden. Men når man så gør det, opdager man også hvor fænomenalt godt plottet er sat sammen – og ikke mindst hvor realistisk personerne fremtræder.
Det har muligvis noget at gøre med at le Carre selv var ansat i den britiske efterretningstjeneste i årene efter 2. verdenskrig, så han kender systemet indefra. Hvor godt han kender det, er det selvfølgelig svært at finde helt ud af. Men i selvbiografien, ”Duernes tunnel”, som kom sidste år, fortæller han bl.a. om hvordan han blev pålagt af sine chefer at finde et pseudonym til forfatterkarrieren, så man ikke kunne forbinde hans romaner alt for let med personen David John Moore Cornwell, som han hedder i virkeligheden. Han valgte så navnet John le Carré, og resten er historie, som man siger.

Og sikke en historie! Hans selvbiografi er temmelig interessant læsning. Hans evner som fortæller kan sagtens rumme hans eget liv. Om det hele så er sandt, ved jeg ikke - man skal som bekendt altid agte sig for jeg-fortællere, ikke mindst dem der har haft løgn som deres hovedfag siden de var 17 - men det er stadig fascinerende at høre om de oplevelser han har haft i sit skrivende liv. Ikke mindst anekdoterne om de mange mennesker han har mødt undervejs. Jeg tror det var Benny Andersen der skrev om Møllehave: ”Ven gør venner større og vokser selv derved” – og set i det lys, er John le Carré temmelig stor.

I år kom der så et fjerde bind i serien om spionen George Smiley, som hidtil har omfattet bøgerne ”Dame, konge, es, spion”, ”Spionen der gik sine egne veje” og ”Til døden os skiller”. Den nye bog hedder ”Spioners arv”, og den foregår vist 50 år efter de andre. Jeg er skrevet op i køen til den, og glæder mig enormt til det bliver min tur til igen at følge den knivskarpe spion George Smiley gennem hans verden af grå nuancer, hvor fjender og venner er to sider af samme mønt. Det kan være der kommer en anbefaling af den bog senere. I mellemtiden kan man gå på opdagelse i hans enorme bagkatalog.