27. indlæg - "Julianes jul"

Af Øjvind Fritjof Arnfred

Når julefreden har sænket sig i det lille hjem – visse steder sker det først dagen derpå, når børnenes gavefeber har lagt sig, fornemmer jeg, og i så fald skal det følgende først bringes i anvendelse til den tid – sætter familiens bedste oplæser sig i husets bedste stol og rømmer sig, bogen bliver åbnet mens kaminen knitrer lystigt (eller termostaten hyler afsindigt, alle kan være med her!), og familien hensynker i en koncentreret stilhed omkring den læsende. Nu er det tiden for julefortællingen.

Jeg har bemærket i den seneste tid at der allerede er et par stykker af vores lånere, der kan nikke genkendende til det beskrevne scenarie. De har nemlig allerede været forbi og spørge på en god julehistorie at fordøje maden til. Historien må ikke være for lang, gerne lidt sjov og helst have noget jul i, er kravet. Men hvis man ikke tidligere har haft sådan en tradition, og nu sidder og tænker: ”Det lyder da egentlig halv-hyggeligt, det der”, skal man ikke fortvivle – det kan nås endnu! Skynd dig at smutte forbi biblioteket eller boghandleren og få fat i en god julenovelle, inden de lukker for ferien. Eller endnu bedre: få fat i en novellesamling, så er der underholdning til flere år!

I år vil jeg anbefale Stephen Leacocks ”Julianes Jul”. Det er en julehistorie som jeg selv har fået min far til at læse op flere år i træk efter maden, imens vi har siddet og samlet kræfter til aftenens næste etape: At vandre flere kilometer rundt om juletræet til alle 27 vers af ”Dejlig er den himmel blå”.

Leacock var vist oprindeligt professor i økonomi i Canada, men han kunne ikke lade være med at lave sjov, og den slags hører som bekendt ikke hjemme i pengesager, så han blev humorist i stedet. Det var han god til. Faktisk så god, at han i perioden 1915-1925 var ”den mest kendte engelsktalende humorist i verden”, i hvert fald ifølge det canadiske leksikon wikipedia-artiklen om ham citerer.  Det samme leksikon har kaldt ham for ”en canadisk Mark Twain”, men hvad Leacock syntes om den titel, eller hvordan Mark Twain ville have det med at være ”den amerikanske Stephen Leacock”, melder historien ikke noget om.

”Julianes jul” er den perfekte efter-måltidet julefortælling. Den har det hele: jul, humor, familie, bondegård og hvad ved jeg. Jeg vil helst ikke løfte sløret for meget for historiens egentlige indhold her, for det er en væsentlig del af fornøjelsen at lade den udfolde sig i sit eget tempo.

Den kan som sagt med fordel fordøjes sammen med maden, og herfra vil jeg i den forbindelse anbefale at oplæseren har gjort sig selv og dem der sidder nærmest, den tjeneste at 1) have spist op og 2) have læst historien en enkelt gang indenad før ”showtime”, da der ellers er en betydelig risiko for at komme til at sprutte af grin i en sådan grad så alt inden for halvanden meters radius bliver begravet i en regn af rødkål og brun sovs.

”Julianes jul” findes i flere forskellige novellesamlinger, blandt andet ”Julekrybben og andre fortællinger” fra 1956 og i Jørn E. Alberts Juleantologi, ”Ikke blot ved juletid” for børn og voksne fra 1981.

Og så ellers rigtig glædelig jul til dig, her fra bogklummen!