29. indlæg - "Urmageren i Filigree Street"

Af Øjvind Fritjof Arnfred

Har du også en uforklarlig fascination af victoriatiden, med hvad dertil hører af gamle lommeure med massevis af krummelurer og snodige detaljer, dampdrevne måneraketter og mekaniske undervandsbåde?  Så er du måske en skabs-steampunker, ligesom jeg. Og så vil du sandsynligvis kunne lide sådan en bog, som den jeg vil anbefale dig i denne uge.

Direkte oversat fra engelsk betyder steampunk ”damp-lømmel”, men ”dampdrevet science-fiction” er normalt mere dækkende. Det betegnelsen ”Steampunk” dækker over, er desuden mere baggrunden end selve handlingen. Der er visse kriterier som skal mødes: Det skal foregå i 1800-tallet og helst vrimle med høje hatte, tandhjulsreven teknologi og motorbriller, så er det steampunk. Endnu bedre hvis den tandhjulsdrevne teknologi ikke egentlig burde kunne eksistere. Det kunne eksempelvis være Kaptajn Nemos mastodont af en ubåd, ”Nautilus”, fra Jules Vernes bog ”En verdensomsejling under havet” eller Tidsmaskinen fra H.G. Wells science-fiction roman af samme navn. Begge er bøger fra det 19. århundrede, hvor opdagelsen af damp og elektricitet var med til at slippe folks drømme for teknologiens muligheder fri.

På den måde er Steampunk mere en stil end en genre, kan man sige. Derfor findes der også både eventyr-steampunk, romantisk-steampunk, gotisk-steampunk osv. Af samme grund vil jeg heller ikke garantere, at du kommer til at knus-elske den roman jeg vil anbefale dig i denne uge. Den har nemlig lidt af et twist undervejs, til trods for at kunne krydse ”ja” til de fleste ting på listen: Både hvad angår 1800-tallet, høje hatte, utrolig teknologi og tandhjul i rå mængder. Især tandhjulene. Bogen hedder nemlig ”Urmageren i Filigree Street”, og har bl.a. en mekanisk blæksprutte som en af sine vigtigste figurer.

Historien foregår i London og Japan i begyndelsen af det 19. århundrede. I London modtager den statsansatte telegrafist Thaniel en dag et mystisk ur, uden tydelig afsender. Han får imidlertid sporet det til en Hr. Mori – en urmager som holder til i Filigree Street - og bestemmer sig for at finde ud af hvem denne mystiske urmager er, inden politiet kommer ham i forkøbet. Uret har nemlig en del til fælles med de bomber, som den irske modstandsbevægelse hærger London med i perioden, og da Scotland Yard springer i luften rækker lovens lange arm også ud efter det, i håbet om at fange bombemanden.

Det menneske Thaniel møder i urmagerforretningen, viser sig at gemme på noget mere end man skulle tro. For det første er Mori ikke – som først antaget - italiener, men derimod japaner. For det andet har han et nærmest magisk talent for mekanik, hvilket blandt andet kommer til udtryk i hans mekaniske blæksprutte som færdes frit i butikken, og så kan han huske fremtiden.
Thaniel er mildest talt fascineret, og som agent for politiet bliver han hurtigt Moris logerende. Med et bliver han viklet ind i et drama på tværs af tid og landegrænser, i et spil om skæbne og kærlighed, som ikke bliver spor lettere da fysikeren Grace Carrow kommer ind i billedet.

Uha – man kan næsten blive helt forpustet af sådan en historie! Og som om det ikke var nok, leger bogen også med de forventninger man – mere eller mindre bevidst - har til forløbet i en eventyrlig historie af denne type. Hvordan, vil jeg ikke afsløre her. Jeg vil blot nøjes med at sige at man ikke skal regne med at ”Urmageren i Filigree Street” er bygget op efter fuldstændigt samme formel som stort set en hver anden eventyrfortælling. Nogen vil sikkert ikke bryde sig om de twists historien indeholder, men personligt kan jeg godt lide når tilsyneladende genrefaste bøger, som krimier eller kærlighedsromaner, leger med læserens forventninger til hvordan de skal være, og vender konventionerne på hovedet.