30. indlæg - "Born to run"

Da musikeren Bruce Springsteens selvbiografi udkom sidste år, var mange af mine venner helt oppe at ringe. Endelig fik de mandens egen historie fra manden selv, oven i købet i en bog han selv havde skrevet. Ikke en eller anden hyret journalist som var dømt til at leve i skyggerne, mens hovednavnet solede sig i en gang litterær propaganda. Nej, ”Bossen” - blandt venner kaldet - havde selv siddet og tæsket sin utrolige historie ind i et Word-dokument. Wauw!

Jeg må tilstå at jeg ikke delte deres umiddelbare begejstring. Der er noget ved den kult som opstår omkring visse musikere, der får mig til at føle mig uværdig til at lytte til dem. David Bowie er én. Leonard Cohen en anden. Bruce Springsteen har været en tredje.
Listen er lang og fuld af musikere og sangere som jeg fornemmer at jeg burde elske, når mine venner fortæller mig om dem, men som jeg på en eller anden måde alligevel ikke har formået at se det store i. Det er næsten som om deres albums og karrierer er fremmede eksotiske lande, og jeg sidder fast i toldsystemet uden visum. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide musikken. Slet ikke. Det kan bare være svært at vide hvor man skal begynde med dem.

Efter tilstrækkeligt længe at have hørt på mine musikalske bekendtskabers mange og lange sange om de utallige fortræffeligheder Springsteen, havde som forfatter, kunne jeg ikke længere dy mig. Jeg måtte prøve at låne bogen og se hvad han egentlig var for en fisk, ham Bruce dér.
Det hjalp desuden på sagen at min bilradio gik i stykker, så det eneste jeg kunne høre på den var CD’er, og den eneste CD jeg havde i bilen var en ”Essential Bruce Springsteen”, som jeg havde opsnappet i forbindelse med et tidligere forsøg på at finde ud af hvad det var der var med den der Jersey-sanger. På den måde gik jeg ind i vinteren 2016-17, med et forråd af røverhistorier fra en irsk-italiensk opvækst i New Jersey og en hel masse sange om hvad det vil sige at være ung på bunden af det amerikanske samfund.

Det skal siges at jeg altid har haft det lidt blandet med musiker-biografier. De kan være spændende og interessante og være med til at ”åbne” en kunstner ved at lade vedkommende forklare om sig selv og sit værk, nærmest som en slags mundtligt forsvar af en skriftlig opgave, hvor helheden kan få et lidt mere tilgængeligt udtryk. På den anden side kan de også være tomme skaller der ikke skal være andet end propaganda for kunstneren og det seneste album.

Born to Run” hører heldigvis til i første kategori. Den fremstår som et hudløst ærligt stykke musik- og kulturhistorie, skrevet af en fyr med et meget klart blik for både sine egne fejl og fortrinligheder. Han har en enormt inspirerende arbejdsmoral og selvironisk sans, som man kan mærke på hver eneste side. Af og til bliver det lidt rodet eller der bliver genbrugt en metafor en gang for meget, men for mig er det bare med til at understrege at det faktisk er Springsteen selv der har skrevet det, og ikke én eller anden hyret gloriepudser.
Generelt skriver Bossen både godt og levende. Man kan ikke undgå at se det hele for sig, uanset om det så er en optræden på et værtshus i New Jersey, hvor politiet er lige på trapperne, eller et stadion i Norge, efter et bevæget gensyn med leadguitaristen Steven Van Zandt, han skriver om.

Det betyder ikke at jeg har siddet iført en Bruce Springsteen T-Shirt og brølet med på hans ”Born in the U.S.A.” eller tudet til ”Ghost of Tom Joad” lige siden jeg klappede bogen sammen. Men at læse hans historie har helt bestemt hjulpet mig til at ”se kunsten” i Bruce Springsteens kunst. Og det kan jeg kun anbefale at du også prøver af en dag. Enten med Springsteen, hvis du da ikke er blodfan og allerede har læst ”Born to run” de første 30 gange, eller med en anden musiker eller forfatter som du måske har lidt svært ved helt at forstå. Der er ikke succesgaranti, selvfølgelig. Det kan sagtens være at de bare fremstår som nogle endnu større skvadderhoveder når du har læst lidt mere om dem – om dét så burde betyde noget for hvad man synes om deres musik eller bøger, må vi vende tilbage til en senere klumme – men det er som regel forsøget værd.