32. indlæg - "Watchmen"
Tegneserien har længe stået udenfor de respekterede kunstarters stue og kigget ind gennem ruden i skæret fra sine svovlstikker. Så slemt er det ikke længere, heldigvis. Fra at være noget som forældre, kritikere og lærere rynkede på næsen af og dømte ude som direkte skadeligt, er det nu blevet en mere accepteret kunstnerisk og litterær udtryksform. Det er der flere årsager til. En af de helt store hedder ”Alan Moore”.
Alan Moore er en af de første der har lukket tegneserierne ind i parnasset, ganske vist under dæknavnet: ”grafiske romaner”, men egentlig er det jo bare et pænt ord for ”lange tegneserier”. Og når jeg, som de kvikke læsere allerede har bemærket, ikke skriver at Alan More er tegneserie-tegner, men i stedet kalder ham forfatter, er det heller ikke noget dæknavn. Jeg tvivler på at Alan Moore kan tegne ret meget mere end tændstikmænd, når det kommer til stykket. Det, han til gengæld kan, er at finde på spændende historier og forestille sig hvordan de kan fortælles i tegneserieform. Derfor allierer han sig med de bedste tegnere han kan finde, som kan trække hans tankestreger hen over siderne og fremkalde de billeder han har i hovedet. Det er en meget brugt arbejdsmetode i tegneseriernes verden, at have en forfatter til at skrive historien og en tegner til at tegne den. Lige fra Spiderman, Asterix og Anders And til Blueberry, Modesty Blaise og Sandman, har to eller flere personer fundet fælles kreativt fodslag og skabt gribende fortællinger.
Filosofiske streger
Takket være de forskellige tegnere ser Alan Moores historier heller aldrig ens ud for læseren. From Hell, som handler om Jack The Ripper er for eksempel holdt i en krads streg og tegnet helt i sort/hvidt, hvorimod David Gibbons, der har tegnet ”Watchmen”, eller ”Vogterne” som den hedder i visse danske udgivelser, imiterer de klassiske superhelte-tegneserier som de store amerikanske forlag Marvel og DC Comics lancerede efter 2. Verdenskrig (Spiderman, Kaptajn Amerika osv.). Det stilvalg er der en god grund til, for ”Watchmen” tager nemlig fat om nogle af de problemstillinger som man ofte skynder sig hen over i normale superhelte-tegneserier for at nå til der hvor noget stort springer i luften.
Man er vist begyndt at gøre det lidt mere nu, men da ”Watchmen” spurgte ”Hvem vogter vogterne?”, ”Hvor går grænsen mellem superhelt og selvtægt?” og ”Kan en superhelt bare gå på pension?”, var det helt uventet.
Historien foregår i 80’erne, i et USA som står på kanten af en verdensødelæggende atomkrig. Man følger superhelte-detektiven Rorschach (opkaldt efter den der psykologiske test med blækklatterne) og hans forsøg på at opklare mordet på en tidligere – nu pensioneret – superheltekollega, som blev smidt ud af et vindue i en sen nattetime af ukendte gerningsmænd. Undervejs i sin jagt efter en forklaring på om der er nogen der er ude efter gamle superhelte, møder han andre af sine tidligere kolleger og deres fælles historie som superhelte i en meget politisk tid bliver foldet ud, i takt med at han nærmer sig labyrintens overraskende og tankevækkende centrum. Det lyder måske lidt dystert, men lad dig ikke narre: det er dystert – og brutalt. Men jeg vil vove den påstand at hvis man har mave til en tv-serie som ”Forbrydelsen”, så skal der mere til end ”Watchmen” før kaffen skvulper over. Desuden der en mening med det hele – eller rettere, som i en hver god roman er der flere meninger på én gang. Og tro mig, der er meget mere symbolik og mange flere historielag at grave sig ned i undervejs, end jeg har løftet sløret for hér. Også når det gælder grusomheden.
Speciel udtryksform
Både ”Watchmen”, “V for Vendetta” og ”From Hell”, som alle tre er tegneserie Moore har lagt pen til, er blevet filmatiseret, men aldrig med Alan Moores navn på. Han holder stædigt fast i, at hans historier er så bundet til det medie de er skabt til, så man ikke kan oversætte dem til et andet, uden at der går noget tabt undervejs. Det kan måske virke lidt bagstræberisk, men jeg ser det mere som et udtryk for integritet – specielt når man tænker på hvor mange penge han går glip af ved ikke at ville have noget som helst med Hollywood-udgaverne af sine bøger at gøre. Moore har selv sagt om ”Watchmen” at hans ønske var at skabe en slags superheltetegneseriernes ”Moby Dick” (bogen, altså – ikke hvalen). Om ønske er gået i opfyldelse må komme an på en læsning.
Bonus-anbefaling(er)
For de mest interesserede vil jeg bonus-anbefale Alan Moores essay ”Writing comics”, der er udgivet som bog men desværre ikke oversat endnu. I den fortæller han om de helt særlige udtryksmuligheder der er i tegneseriemediet, hvor man på én gang kan se hele historien, fra start til slut, når man åbner seriehæftet, og samtidigt stille skarpt på hver enkelt situation, når man læser fra billede til billede. Hvis man er helt ny tegneserie-læser, kan tegner og forfatter Scott McClouds bog om tegneserier ”Fornøjelse, fremstilling, forståelse”, også give en god indføring i hvad det er der er kunsten ved denne kunstart.