34. indlæg - "Havbogen"

Jeg elsker gode anbefalinger. Både at give og at modtage dem.

Og det er efterhånden længe siden nu, at en af vores gode lånere i Vejen, som havde læst klummen, kom og sagde at han troede at Strøksnes’ ”Havbogen” ville være noget for mig. Han havde læst de anbefalinger jeg var kommet med ind til videre, og han kunne se hvordan den måske kunne give anledning til et par gode timer i lænestolen. Jeg lovede ham at jeg nok skulle få den læst, og skrev mig titlen og den formidable undertitel, selv om den var svær at få plads til, bag øret. Bogen hedder nemlig: ”Havbogen – eller kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider”, og dét er da en beskrivelse der kan få selv de mest fedtede læsebriller til at dugge!

Og som om titlen ikke er herlig nok, så begynder bogen også med en af de bedste sætninger, jeg nogen sinde har set åbne en tekst:

»Tre en halv milliard år skulle der gå fra det første primitive liv udviklede sig i havet, til Hugo Aasjord ringede til mig en sen aften i juli, mens jeg befandt mig midt i et festligt middagsselskab i Oslos centrum.«

Værsgo’: tid og rum strakt og bøjet på den smukkeste og mest fortællende vis.

Modsat ”En kort gennemgang af traktorens historie på ukrainsk”, som jeg anbefalede i en tidligere klumme, er ”Havbogen”s titel enormt rammende for bogens emne. I store træk handler den nemlig om havet, og i lidt mere detaljerede træk handler den om to mænd, forfatteren og hans ven Hugo, der prøver at fange en kæmpehaj – en såkaldt Havkal – i det dybe vand ud for Lofoten i Norge igennem fire årstider. Hvorvidt det lykkes for dem, må du læse bogen for at finde ud af. Men på sin vis er projektets succes faktisk underordnet. Det, der gør denne bog så fin, er snarere den kolossale mængde svinkeærinder forfatteren tager undervejs.
Strøksnes kan ikke sidde i mange minutter og stirre på vandet ud for Lofoten, imens han venter på at en sulten Havkal skal blive fristet af det rådne ådsel de har kastet ud som madding uden at komme til at tænke på en eller anden pudsig middelaldertekst om havets fauna eller noget sjovt fakta om hvaler i de norske fjorde. Dertil kommer at hans ven Hugo har en evne til at fortæller evigt associerende og indbyrdes overlappende historier på samme måde som prinsesse Schehrezade gør i "1001 nats eventyr". De har et stærkt venskab, de to, kan man mærke, og det fælles projekt om at fange en havkal både styrker og afprøver det. Hugo er kunstmaler og vandmand i ordets mest salte betydning, og det er ud fra hans slægtsgård og galleri (”Aasjordbruket” – som faktisk kan findes på nettet!) de stævner på deres ekspeditioner. Han har oplevet lidt af hvert i et langt liv med havet, og man får indtryk af at det er en utrolig blanding af held og forstand – og forstand på held – at han er i live til at fortælle om det. Det nyder man godt af som læser.

Det lykkes i sagens natur ikke for de to venner at få hvalhajen på krogen i første hug. Ellers ville bogen jo højst kunne håbe på at blive lanceret i pixi-format, og det ville ikke ligne en bog om fiskeri at have så lidt ventetid med. De er heldigvis vedholdende og prøver med forskellige metoder, den ene mere dramatisk end den anden, for at få den eftertragtede hvalhaj på krogen. Ikke ”Dødens Gab”-dramatisk, forstås, bare grov og ubarmhjertig hverdagsdramatik i nordnorsk aftapning, hvor skær og skiftende vejr afgør om man kommer tørskoet i land, eller i om man kommer i land i det hele taget.