35. indlæg - "De 39 trin"

Hemmelige komplotter og en handling på kanten af det sandsynlige, en nedrig skurk og en helt der er jaget vildt: Denne uges anbefaling har det hele. Plus historisk pondus. Det er nemlig verdens første spionthriller!

Inden min kone Rosa og jeg tog afsted til Skotland i efteråret for at vandre i højlandet og slappe lidt af, bad hun mig finde nogle skotske romaner på biblioteket som vi kunne varme op til turen med. Altid en god idé. Jeg sled dog noget med opgaven, for i modsætning til nabolandet Irland, hvor man næsten ikke kan se de grønne bakker for bare forfattere, er de skotske skrivere lidt mere vanskelige at få øje på i landskabet. Måske er det fordi mange tror at forfattere som R. L. Stevenson (Skatteøen) og Alexander McCall Smith (Damernes detektivbureau No. 1) er englændere, måske er det fordi de gør mindre væsen af deres skotskhed end deres irske kolleger gør af deres etnicitet. Måske er det en blanding af flere årsager.

Heldigvis har vi nogle skotske venner som kunne tippe os om hvad det skotske svar på Hans Kirks ”Fiskerne” ville være. Noget der kunne give os et indblik i en bestemt folkekultur i en bestemt tid. Deres svar kom prompte: ”Sunset Song” af Lewis Grassic Gibbon, så den fik jeg bestilt hjem til hende. Jeg fik den desværre ikke læst selv, for undervejs i min søgning efter noget skotsk litteratur, hvor højlandet spillede en rolle, faldt jeg over en anden skotsk bog som jeg kunne huske at have læst for en del år tilbage, og som jeg ofte har tænkt på siden: "De 39 trin" af John Buchan. Og den skulle du virkelig tage at læse! Den er ganske vist ikke specielt socialrealistisk, sådan som ”Sunset Song” er det, men både forfatteren og hovedpersonen er skotter, og højlandet spiller en betragtelig rolle for handlingens udvikling. Så jeg bestemte mig for at det ville være helt OK som turopvarmning. Heldigvis laver man jo sine regler om den slags selv.

Der er flere grunde til at jeg er begejstret for den lille bog. For det første er den relativt kort. Det er en stor kvalitet, for så man kan fordybe sig helt i historien fra start til slut ad én omgang, uden irriterende afbrydelser for at gå på toilettet eller lave frokost. For det andet er det en spændende historie der foregår i en spændende tid (1916, cirka), og for det tredje er den fortalt i første person. Den fortællestil er med til at gribe læseren i kraven og gøre historien umulig at slippe. Selv om man må gå ud fra at jeg-fortælleren har overlevet sine strabadser, siden han nu kan sidde og fortælle historien, er hver side pludselig meget mere nervepirrende, når det er som om den der har gennemlevet det hele, sidder lige overfor én og fortæller om det.

Historien handler om den unge fløs Richard Hannay, en skotte der har brugt lang tid ”i kolonierne”, og som nu er vendt hjem til det mondæne London hvor han keder sig bravt. Heldigvis – eller ihvertfald, pludseligt – dukker dramaet op midt i al hans kedsomhed, i form af den mystiske mand Franklin P. Shudder, som han render ind i på gaden. Shudder hævder at vide noget om et attentat der er planlagt mod den græske premierminister under hans snarlige besøg i London og vil have Hannays hjælp til at forhindre det. Da han senere dukker op død i Hannays lejlighed bliver Hannay en jaget mand, både af politiet og af de mystiske personer som står bag komplottet. Som en sand skotte flygter han op i højlandet, hvor han gemmer sig på forskellige kreative måder indtil han kan gøre noget ved sagen, imens skurkene flyver rundt over bjergene på udkig efter ham.

Heldigvis kunne Rosa og jeg, i modsætning til Hannay, tage højlandet i et stille og roligt tempo, og det kan i dén grad anbefales! Både at tage turen derop, og mere generelt at læse en roman om det land man skal besøge inden man er der. Rosa bemærkede mange tråde til historien i Sunset Song undervejs, og jeg tror også jeg et par gange kunne høre lyden af nogle skurke i en fjern propelmaskine over de lyngdækkede bjergsider, men jeg er ikke helt sikker.