38. indlæg - "Drømmemestrene"
Denne uges anbefaling har et kæmpe stort hjerte. Ikke sådan et stiliseret valentines-dag hjerte, altså, men et rigtigt menneskehjerte, der både kan bløde og give liv.
”Drømmemestrene” var faktisk en af de bøger jeg ikke rigtigt troede på, da jeg første gang satte mig med den. Men jeg skulle anmelde den, så jeg var nødt til at få den læst, om end modvilligt – i hvert fald i begyndelsen – for selv om Imbolo Mbue var en forfatter som jeg havde glædet mig lidt til at læse, lignede hendes nye roman mest af alt en lidt for typisk gang sødsuppe for min smag: To camerounske immigranter kommer til USA i håbet om at få adgang til det lovede lands guld og grønne skove. Den ene bliver ansat som chauffør for en rigmands familie, den anden bliver hushjælp hos den samme familie. Personerne i den rige familie har det svært, selv om de er rige. Den fattige familie har til gengæld et godt sammenhold, selv om de ikke har så meget andet. Sådan slog bogen an, og sådan troede jeg den ville blive ved med at være. Men efterhånden som min læsning skred frem begyndte historien at løbe om hjørner med mig og lege med mine forventninger. Og det kan jeg altid godt lide når en bog gør.
For det første viser det sig temmelig hurtigt at der slet ikke er lagt i ovnen til noget vildt melodrama med en affære eller noget i den stil, sådan som man ellers kunne komme til at tro når man får personerne præsenteret. For det andet viser det sig også efterhånden som handlingen skrider frem, at det heller ikke er nogen overmoralsk fortælling om at den rige er ensom på sin tinde, imens den fattige har alle naturens fornøjelser i et farverigt liv med simple glæder. Men mest imponerende var det stærke persongalleri. Det er faktisk især det der er grunden til at jeg vil anbefale dig at læse den her helt igennem stærke fortælling om familiekærlighed i medgang og modgang.
I modsætning til et teaterstykke eller en film, hvor hver enkelt karakter er spillet af en skuespiller der kun skal fokusere på at gøre sin karakter levende og troværdig, er en bog jo som regel skrevet af én enkelt person som til gengæld skal kunne gøre det samme med enkelt af de personer der dukker op undervejs i historien. De skal være lige så levende som hvis de fandtes i virkeligheden. Du kender det sikkert godt som læser: Der er få ting så irriterende som en dyb hovedperson, midt i en pap-kulisse af svage bipersoner der ikke bidrager som andet end fyld på siderne. Selv en tegneserie-superhelt som Batman er omgivet af interessante skurke, og ikke bare udskårne dukker, som kan væltes af et puf.
De fleste forfattere kan selvfølgelig deres håndværk rigtig godt, så man aldrig tænker over hvordan de lægger sympatien hos en eller to af deres karakterer og tager den fra nogle andre. Nogle få kan det rigtig godt. Imbolo Mbue er en af dem. Hun skifter fuldstændigt glidende mellem mennesker af forskellige racer, køn og socialklasser, for ikke at nævne forskellige livsindstillinger og gemytter, uden nogen sinde at miste forståelsen og sympatien for hver enkelt af dem. Det er ret så imponerende gjort, altså!
Uanset om det er den rige og travle rigmand Clark Edwards som arbejder for firmaet Lehmann-brothers, der er ved at gå til grunde i den tilstundende finanskrise, eller Jende, hans camerounske chauffør, som slider i det for at få sit greencard på plads så familien kan blive boende i det floromvundne USA - eller Neni, Jendes kone, som er flyttet med sin mand til USA i håbet om at leve den amerikanske drøm ud, eller Cindy Edwards, Clarks kone, som har haft en hård barndom og som kæmper for at holde sammen på det familieliv hun og Clark har med deres to sønner. Hver enkelt af personerne bliver tegnet tydeligt og troværdigt op som hele mennesker, og man føler med dem.
Selv om nogle af dem gør grimme ting ved hinanden, og selv om man håber at man aldrig selv kunne finde på at opføre sig sådan, så forstår man alligevel som læser hvad der får dem til at gøre det: Ønsket om at give sine børn et godt liv.
Netop derfor er Drømmemestrene en roman der bliver hængende og rumstere i baghovedet som en pulserende eftertanke længe efter at den sidste side er vendt.