3. indlæg - "På sporet af Italien"
Der findes mange måder at opleve et land på, og nogle er mere dyre end andre. Men hvordan klarer man at komme ind under huden på et andet land og et andet folkeslag? Lige dét kan man sjældent købe sig til, i hvert fald ikke uden en vis risiko for at havne i en eller anden smart ”turistfælde”.
Man kan selvfølgelig være heldig at have nogen venner et sted, som kan vise kulturen frem ”indefra” når man besøger dem, ligesom man selv ville gøre når de kommer på besøg hos én selv. Men hvis man ikke har det, er litteraturen et godt alternativ.
Noget af det jeg personligt holder mest af når jeg læser, er netop bøger af forfattere fra andre lande. Gennem dem kan man nemlig skaffe sig et indblik i et eller andet lands historie, eller man kan få et indtryk af hvordan fantasien og fortællestilen ser ud fra et andet sted end herhjemme. Og alle har jo som bekendt godt af at komme lidt ud en gang imellem. Så det sker tit at jeg låner en bog med hjem af en forfatter fra et sted som jeg har lyst til at gå lidt på opdagelse i, og selv om den måske slet ikke handler om stedet, får jeg alligevel en fornemmelse af den kultur forfatteren kommer fra.
Et af de lande der på den måde stadig er lidt af et mysterium for mig - og nok også for en hel del andre - er Italien. Det er et sted jeg ofte vender mig mod når jeg læser, nok især fordi min kone er både født og opvokset der. Og hver gang jeg gør det, opdager jeg et nyt lag i dets meget sammensatte og lange kulturhistorie. Sidste skud på stammen i den sammenhæng - med bøger som jeg har ”besøgt” Italien igennem - er den engelske forfatter Tim Parks’ bog ”På Sporet af Italien”, hvor han bruger de italienske statsbaner og italienernes færdsel på dem, til at give et indblik i deres kultur, sådan som han har oplevet den i de sidste 30 år han har været bosat i landet.
På den måde kan man med Tim Parks bog slå to national-fluer med et smæk; for på den ene side giver bogen et – langt fra kedeligt – indblik i italienernes forhold til hinanden og deres (mere eller mindre) fælles kultur, og på den anden side er forfatteren stadig ret så engelsk i sin måde at gå til det på. Han kan ikke lade være med at tage lidt gas på de mange systemer der virker til at have udseende som hovedfunktion imens folk konstant gradbøjer reglerne.
Heldigvis har han gjort brug af en god portion selvironi og humor, hele vejen fra Milano i nord til Palermo i syd, både på andres og egne vegne, og igennem den mærker man hans store kærlighed til landet, samtidigt med at man får et indblik i dets – for en dansker – ofte lidt pudsige logik.