4. indlæg - "Don Quixote"
Et metalitterært værk om en psykisk ustabil mand der læser en masse dårlige knaldromaner, hvilket fører til at han udvikler en nærmest skizofren adfærd, udlever deres handling, med sig selv som hovedperson, rundt om i landet, og bliver hårdt fysisk skadet næsten hver gang – Lyder det som en opsigtsvækkende bog?
Så prøv at forestil dig hvordan det lød for folk i 1605, da forfatteren Miguel De Cervantes Saveedra skrev den første bog om Don Quixote. For det er den jeg lige har beskrevet.
Jeg kan simpelthen ikke understrege nok hvor sjov den her bog er. Men tag ikke mit ord for det, læs den! Da jeg selv læste den lo jeg flere gange højt frem for mig selv – sikkert til stor irritation for mine omgivelser – men jeg kunne simpelthen ikke lade være. En låner spurgte mig en gang om den var ”frivillig sjov” eller om den bare var grinagtig på samme måde som et gammelt leksikon kan være det. Den er helt klart frivillig. Det er en humor der strækker sig op gennem århundrederne og kilder alle de rigtige steder, det her.
Det er også et litterært værk der, på samme måde som Dante kan med den guddommelige komedie, eller Shakespeare med sine evigtgyldige mesterværker, rokker lidt ved vores opfattelse af historiens gang. Ikke fordi de lige pludselig foreslår et scenarie hvor Nazisterne vinder 2. Verdenskrig, men fordi de på en måde gør os i stand til at kommunikere med et helt andet sted i tiden end vores egen og viser os at vi har noget ret så væsentligt til fælles med borgerne i 1600-tallets Spanien. Især når vi læser bogen i Rigmor Kappel Schmidts eller Iben Hasselbalchs oversættelse.
Når vi læser hvad Cervantes skriver – det samme gælder Jane Austen, Homer og alle de andre barylere som har bidraget til litteraturens historie og udvikling – så er det lidt ligesom hvis vi sad på en kro i 1605 og hørte ham fortælle historien for første gang, bortset fra at vi slipper for at drikke lunken brændevin og lægge os til at sove på en stråmadras bagefter. Internet og mobiltelefoner til en side, så er papiret, bogen og litteraturen da ret så vild teknologi, egentlig.
Cervantes skrev først en Don Quijote, den hvor han drager ud på sin færd sammen med sit sidekick Sancho Pancha og slås med vindmøller osv., og fordi han ville lave gas med de mange ridder-romaner der blev sprøjtet ud fra forlagene på samme måde som tegnefilm om muterede dyr gjorde det på TV i 90’erne, imiterede han deres stil og gav sin egen bog en åben slutning, så den altid kunne fortsættes.
Det var der så én der gjorde, og man ved stadig ikke om det er Cervantes selv under falsk navn. Denne ”falske” fortsættelse begynder med at svine Cervantes til i sit forord, og det tog han så til genmæle overfor ved at skrive en ”ægte” 2’er, hvor alle personerne har læst de to tidligere bøger (de kan bedst lide 1’eren, sjovt nok).
Alle bøgerne er oversat, både 1, 1.5 og 2, og de findes alle tre på biblioteket - bare klik på den du vil have, så kommer du til bestillingssiden.