41. indlæg - ”På sporet af James Brown og den amerikanske soul"

Af Øjvind Fritjof Arnfred

”At skrive om musik er ligesom at danse om arkitektur, sagde den amerikanske komiker Martin Mull engang. Og det kan han jo have ret i. Men det betyder ikke at musiker-biografier som genre er diskvalificeret før de overhovedet bliver skrevet. Slet ikke når den er så musikalsk skrevet som denne uges anbefaling.

Bandet er i fuld gang, bassen pumper og publikum har allerede danset sig helt bløde i knæerne. Så sker det: Vrikkende hele vejen tværs over scenen på sin ene fod gør soulmusikkens gudfar, den hårdest arbejdende mand i showbusiness sin entré. Han griber mikrofonen og skriger et hæst ”Yeaaah” ind i den. Bandet stopper på hans kommando. Hans venstre arm ryger bag ud og tæller orkesteret ind med fire hurtige ryk. Bandet lander som en granat på 1-slaget. Sangeren går i spagat og drejer rundt om sig selv. Nu er James Brown på scenen. Nu er scenen hans.

Nogenlunde sådan ser det ud til at være foregået i James Browns velmagtsdage, når man ser klip fra hans koncerter. Han bruger et helt orkester som sit instrument og danser mere intenst end en forblændet myg under spotlysene. Det er forrygende at se og høre. Men når man læser Chris McBrides bog ”På sporet af James Brown og den amerikanske soul” får det hele, både dansen, manden og musikken, en dyster undertone af race- og klassekampe, som man stadig kan høre rumle svagt i baggrunden. Især hvis man lægger øret tæt ned til den støvede jord mellem majs- og bomuldsmarkerne, sådan som forfatteren har gjort i sin jagt på soulmusikkens sjæl. Han har søgt efter mennesket bag tandpastasmilet og funkmusikken - og rygterne, og parykken, og garderoben, og alt det andet hurlumhej som James Brown omgav sig med for at holde omverdenen fra livet – og han har fundet det! (tror jeg).

Som den vakse læser nok allerede har fornemmet, så er jeg temmelig tosset med soul og funk. Og når man er det, så er det svært ikke også at være tosset med James Brown. Han var en af de helt tydelige nøglepersoner i at skabe genren, men han var også en ret så sammensat fyr. Det har medført en hel masse myter om ham, og forsøg på at slå plat på hans eftermæle – i hvert fald ifølge McBride, som prøver at skille soul og snot imens platuglerne står i kø i løbet af bogen med frit opfundne anekdoter, som forvrænger billedet af, at myten også bare var et menneske som spiste og sov og spillede musik.

Jeg tror egentlig ikke at jeg havde brudt mig særlig godt om James Brown, hvis jeg en dag skulle have med ham at gøre. Omvendt tror jeg heller ikke at han ville bryde sig specielt om mig, så det er nok meget godt at vi ikke risikerer at rende på hinanden i brugsen lige med det første.
Den slags ting er selvfølgelig noget man altid risikerer at opdage, når man læser en biografi om nogen hvis arbejde man godt kan lide. Bare fordi de er gode til deres håndværk behøver de jo ikke være specielt behagelige typer. Det kan sætte gang i mange overvejelser om forholdet mellem kunstner og kunstværk, men samtidigt kan de mange anekdoter og historiske detaljer omkring tilblivelsen af de forskellige sange være med til at gøre oplevelsen af numrene endnu større næste gang man hører dem. Derfor bliver jeg altid draget mod dem alligevel. Så kan man sidde og have den fornøjelse ekstra når man lytter til nummeret næste gang.

Undervejs får forfatterjournalisten Chris McBride – som altså både skriver gevaldigt godt og er blevet godt oversat – også afdækket en hel masse afroamerikansk historie og folkesjæl som jeg ikke var opmærksom på ellers. Og selv om det er nogenlunde lige så barskt som man kunne frygte, så er det også interessant læsning som bidrager til en mere indgående forståelse af hvor nådesløs populærmusikkens verden kan være. Det er heftige sager, joda. Men altså også et velskrevet indblik i en sydstatskultur som ikke fylder specielt meget i det samlede billede af USA i dag.