42. indlæg - "Kan du høre ordmusikken?"

Af Øjvind Fritjof Arnfred

”Lysets engel går med glans, gennem himmelporte” - kilder det blot en lille smule i maven, eller i venstre fods lilletå, når du læser sådan en sætning? Så er denne uges anbefaling noget for dig: Poesi!

Det er forår og alting klippes ned. Også på biblioteket beskærer vi i reolerne og kasserer, så der kan blive plads til nye titler og friske udgaver af gamle kendinge. På den måde er biblioteket lidt som en rose: Når en bog er afblomstret helt og står og hænger med bladene i et slidt omslag, så tager vi den ud af reolen, og gør pladsen fri til et nyt og levende eksemplar der kan åbne sig og give nye læsere nye tanker og gode stunder.

Det er en konstant proces, akkurat som det er at passe en hver anden have. Hvis vi ikke luger og planter hele tiden, risikerer vi enten at haven vokser til, så de smukkeste blomster drukner i et ufremkommeligt virvar, eller at der kun er gold jord tilbage så støvet flyver frit omkring i vinden og lægger sig på alt i miles omkreds. Ingen af delene er særligt festlige. Derfor gælder det om at luge og pleje det hele, så der altid er både brugsplanter og nydelsesplanter til rådighed.

I den forbindelse er der et enkelt bed der – i hvert fald i Brørup – har fået lov til længe at stå uluget hen, som en lille staudebed med sæsongevækster og sprogblomster side om side. Det er reolen med poesi. I den står der både Benny Andersen og Per Højholt, Pia Tafdrup og Inger Christensen. Det er en smal lille reol på biblioteket i Brørup, og det er det også i Vejen. Jeg har reolens smalhed mistænkt for at bidrage til den generelle idé om poesi som ”smal litteratur”; noget der kun bliver læst af de få udvalgte. Det er ærgerligt at det skal være sådan, for selv om der helt sikkert er en del digte der ikke ligefrem lefler for sine læsere, så er der også utroligt meget dejlig tekst imellem, der skaber fine billeder eller sætter gang i dybe tanker, som rigtig mange går glip af under mottoet: ”Jamen jeg kan altså ikke forstå poesi”. Derfor: Hvis du nogen sinde har sagt den sætning, eller noget der mindede om den, så er denne her klumme til dig.

Jeg har mødt det mange gange i skoletiden: Aldrig så snart har læreren uddelt de frygtede kopiark med knækkede tekstlinjer på, før kampråbet gjalder gennem lokalet: ”Jamen vi forstår det ikke! ” Heldigvis er det ofte de samme munde der, efter en lektions gennemgang, hvor digtet er blevet diskuteret og dissekeret, siger: ”Nårh, var det bare dét det handlede om”.

Jeg har selv følt mig lidt for uvidende til at beskæftige mig med sådan nogle digtere som Per Højholt eller Inger Christensen. Sådan nogen der ikke lige sådan er til at forstå med det samme når man læser dem. Også selv om der var et eller andet ved de ord de satte sammen som trak lidt i mig.
Jeg kunne især have det sådan når jeg lyttede til folk der virkelig havde gravet sig grundigt ned i deres tekster, og som kunne vise hele verden i et enkelt komma. Den følelse gik heldigvis over engang da jeg hørte Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl slå til lyd for den umiddelbare læseoplevelse: ”Det er okay bare at nyde ordmusikken”, sagde han. Jeg behøvede altså ikke at ”forstå” det for at kunne læse det. Det er OK bare at blive draget ind af ord som klinger godt sammen, eller som skaber et særligt billede på nethinden.

Digteren Dan Turèll fortæller et sted om hvordan linjen: ”Lysets engel går med glans, gennem himmelporte” slog ham helt omkuld i grundskolen. Ordene var så kraftfulde, og billedet så mægtigt, at det vippede lille Dan af pinden. Han besvimede simpelthen midt i morgensangen. Så voldsomt behøver det nu ikke at være, vil jeg mene. Det er nok at du får et lille sug i maven af at læse det. Så er det ordmusik. Sådan har jeg det selv med en linje som Michael Strunges: ”Vi folder drømmens faner ud” – man kan jo se dem for sig, fanerne, blafrende i vinden under forårshimlen, når man læser den sætning. Så kan man altid siden tænke over hvad det egentlig vil sige. Men først bagefter, for, som Peter Laugesen påpegede i et læserbrev engang: Poesien er en naturkraft, ikke et kulturprodukt.

Lad os derfor folde drømmenes faner ud i foråret – uanset om det så er Grundtvigs, Højholts, Ingemanns, Turèlls, Christensens, Ditlevsens, Jægers eller nogen helt ottendes. Det vokser vildt på hylderne, både i bibliotekerne og hos boghandlerne. Hop ud i ordmusikken og lad os få lidt poetisk jord under neglene!