43. indlæg - "Korshøjen"

Ja, ja: Jeg har skrevet om det før. Nu gør jeg det igen, og jeg kan allerede afsløre at det sikkert ikke bliver sidste gang: Det er OK at skue bogen på omslaget! - I hvert fald en gang imellem. Visse bøger ser simpelthen så indbydende ud, så man bare ikke kan lade dem ligge. Det kan være en interessant skrifttype eller et godt billede som nærmest rækker ud efter dine øjne når du står og kigger på reolen. Den slags bøger får jeg læst en hel del af, for det er som om de helt af sig selv falder ned i kurven når jeg går rundt på biblioteket eller hos boghandleren.

Men så er der også den anden type: Bøger der er lige så anonyme som mursten, som bare forsvinder i mængden uden så meget som at efterlade skyggen af et indtryk på din nethinde og som ser ud til at de ville være lige så godt brugt til at stabilisere et vaklende bord med. Enten fordi de altid viser sig med ryggen til, eller også fordi de simpelthen lægger sig op ad en spartansk æstetik, hvor der ikke er plads til så meget som en dråbe tryksværte for meget. Slet ikke i farve. Den slags bøger, som sagtens kan have en masse at byde på inde bagved deres blege skal, har brug for et ekstra lille puf i ryggen for at overvinde de generthed de er blevet udstyret med fra forlagets side. Derfor havde jeg sådan et par stykker med på den sidste bogcafé vi afholdt på Vejen Bibliotek, og derfor klummer jeg om dem nu.

Den ene var noget så fint som en bog om bøger. Den var en slags ”billedbog for voksne”, som min kollega Hanne plejer at kalde det. Den hedder ”Bogsteder” og består af et par korte tekster om Bogen som genstand, og så ellers en masse billeder af steder hvor der er bøger. Biblioteker, antikvariater og forfatterhjem. Den er lidt stor, men også utroligt hyggelig at sidde og bladre rundt efter reol- og indretningsideer i, imens forårssneen daler stille udenfor (!). Desværre bliver den nok ikke samlet op af så mange, på grund af sit kvadratisk beige og temmelig anonyme omslag.

Den anden var heller ikke ligefrem nogen hyldepryd at se på. Det var Lars Bukdahls ”Korshøjen”, som udkom på forlaget Kronstork tidligere i år. Den ser slet ikke ud af meget ved første øjekast. Den er lidt bleg at se til, med sit hvide og grå papiromslag. Jeg indrømmer lige så blankt som bogomslaget at jeg ikke ikke selv havde fået den læst, hvis det ikke var fordi jeg skulle anmelde den for litteratursiden.dk. Men det skulle jeg altså, så læst blev den, og nu er jeg glad for at have fået det gjort. Den var i øvrigt hurtigt klaret, for der stod kun en sætning på hver 2. side.

”Så nemt kan det altså gøres”, var min første tanke, fulgt af en vis skepsis overfor det umøblerede bogomslag. Men efterhånden som jeg læste mig igennem det der viste sig at være en bog skrevet til en afdød far, af en søn som nu selv stod på bredden af et faderskab, kom den alligevel til at sidde fast. Sådan er det gerne med gode bøger.

Bogens skrabede udseende, som jeg i begyndelsen var lidt lunken ved, begyndte også at give mening efterhånden. Når man er vokset op på landet et sted hvor ordene ikke sidder så løst, fordi det sagte bliver husket i lang tid, nogen gange flere generationer frem, er man opmærksom på hvordan pladsen omkring en sætning kan sige mindst lige så meget som sætningen selv. Sådan er det også i ”Korshøjen”; ingen af ordene forsvinder i mængden. Hvert enkelt tager sin tørn, og bidrager til at gøre den lille undseelige bog til en stor læseoplevelse, hvor der både er plads til melankoli humor og ærlighed. Bl.a. på det par sider hvor forfatteren sidder og overvejer om hans endnu ufødte søn monstro kommer til at få det samme snydeskaft som han selv slæber rundt på og som hans far lagde kimen til. Så er næsen både til at grine ad, men også til at græde over. Det er da fint klaret.
Du skulle tage at læse den, skulle du. Det tager kun cirka halvanden kop langsom kaffe på terrassen, og bagefter ved du lidt mere om, hvad en tilsyneladende kedelig og tom bog kan indeholde af fine smil og stilfærdige tanker.