47. indlæg - "Dagdriverbanden"

Med store kræfter følger et stort ansvar, siger Peter Parkers, alias Spidermans, onkel Ben, lige før han dør, i en af de tidlige Spiderman-tegneserier. Jeg ved ikke, om forfatteren tænkte på John Steinbecks figur Danny, og hans bande af dagdrivere i Tortilla Flats, da han skrev det, men det kunne godt være tilfældet. Danny kan ganske vist ikke klatre på vægge, og de eneste spindelvæv han har med at gøre, er den slags der vokser frem i alle kroge, hvis bare man lader kosten stå længe nok.
Dét er Danny til gengæld rigtigt god til; hvis der fandtes en olympiade for dagdrivere, hvor disciplinerne var at sove om kap, drikke sig mest fuld og skaffe de største skinker til aftensmaden uden at betale for dem, ville han være flerdobbelt guldvinder. Sølvet og bronzen ville sandsynligvis tilfalde hans trofaste venner, som har mange af de samme talenter.

På samme måde som Oehlenschlägers Aladdin, er Steinbecks Danny naturens muntre søn. Han sover under Californiens stjernehimmel og bruger sine dage i lyksalig lediggang, med en gallon vin under armen og en stjålet høne i hånden. Men i modsætning til Aladdin er det ikke appelsiner Danny får i sin turban, når skæbnen deler ud af sin overflod. Det er derimod to huse, som han har arvet efter sin onkel. Og med den besiddelse følger det førnævnte tunge ansvar. Heldigvis for Danny kender han Pilon, som gerne vil bo til leje hos ham i det ene af husene, og heldigvis for Pilon kender han Pablo, som gerne vil bo til leje hos ham, og på den måde hjælpe ham ud af beknebet med huslejen – og sådan fortsætter det, nærmest som en molbohistorie, hvor huslejen rykker et tak længere ud i fødekæden og endnu et tak længere ud, indtil Dannys hus til sidst er hjem for en brav gruppe slubberter, som elsker vin og ballade mindst lige så meget som de afskyr arbejde.

Denne gruppe mænd, der er lige så gæve som de er beskidte, oplever en masse forskellige eventyr undervejs i den korte bog, ”Dagdriverbanden”, som jeg har fået læst op af den gode oplæser Karsten Pharao, i den seneste uges tid. Ikke personligt, forstås, til trods for at det føltes sådan, men inde på ereolen.dk, hvor der i det hele taget ligger en masse af Steinbecks bøger klar til låns.

John Steinbeck, som er manden bag bogen her, hvor hvert kapitel er et nyt eventyr for den lille gruppe antihelte, var en amerikansk forfatter som både vandt nobelprisen og Pulitzer-prisen. Han skrev ”Vredens druer”, om den sociale uretfærdighed, som Oklahomas bønder led under da støvstormene tvang dem på flugt fra deres land. Han skrev også ”Mus og mænd”, om to venner der kæmper sig vej igennem Californien for at overleve under depressionen i 30’erne. Og når en forfatter er kendt for at håndtere så tunge emner i sine romaner, kan det virke lidt skørt, når man sidder og læser bag på ”Dagdriverbanden”, at det er den samme der har skrevet den historie.

Det kan det. Men kun indtil man åbner ”Dagdriverbanden” og læser den. For selv om rammen for historien, om Danny og hans gruppe af venner, og al en vin de drikker hver dag, kan minde lidt om en tandløs krydsning af ”Knold og Tot” og ”Livets gang i Lidenlund”, så er den måde Steinbeck har skrevet bogen på, hverken simpel eller enfoldig. Fortællingen har lommerne fyldt med poetiske og rammende betragtninger om livet, og igennem de mange små episoder i hvert kapitel, tegner Steinbeck et stort og flot billede af venskab og sociale bånd, som man sagtens kan genkende noget af sit eget liv i, selv om man ikke ejer hverken en stråhat eller en hængekøje, eller bor i Californien.

På samme måde som man kan få en hel del ud af Spiderman-tegneserierne, hvis bare man gider tænke over hvad der faktisk sker i de historier man læser, i stedet for bare at skøjte hen over deres underholdende overflade, folder den tilsyneladende blide fortælling, om en gruppe kammersjukker og deres driverliv, sig også formidabelt ud under Steinbecks pen, imens man læser.
Måske det var ”Dagdriverbanden”, du skulle putte i baglommen og slutte dig til i din næste ferie?