48. indlæg - "Dette er vand"

Nogle dage går man på biblioteket med en klar idé om hvilken bog, man skal have fat i. Man finder den, låner den og går hjem for at læse den. Andre dage vandrer man roligt rundt mellem reolerne, og lader tilfældighederne bestemme hvilken bog man vælger. I sidstnævnte scenarie er der en helt klar tendens til, at den omtalte bog befinder sig et sted fra midterste hylde og opefter. Måske er det fordi vi er vant til at de billige varer står på de nederste hylder i supermarkedet, og derfor venter vi os ikke det store af de bøger, der er placeret i samme højde som vores knæ. Det kan også være fordi vi ikke orker at bukke os, og i stedet affejer disse svært tilgængelige bøger med samme undskyldning som ræven brugte om druerne: ”De er nok dårlige” (jaja, jeg ved godt det er rønnebær, i den gamle danske oversættelse af fablen, men rønnebær er jo sure, så det tager lidt pointen ud af historien).

Jeg var selv temmelig dårlig til at vove mig udenfor de nemt tilgængelige hylder fra livet og op, indtil forleden. Da jeg havde et ærinde på en af disse knæ-hylder, i den ende af biblioteket hvor vi opbevarer vores essaysamlinger, fangede en turkis paperback med en guldfisk udenpå, min nysgerrighed. Ikke mindst på grund af forfatterens navn: ”David Foster Wallace”.

Jeg bed mærke i navnet fordi vi læste noget af ham på universitetet, men den gang skulle han placeres i en litterær periode (Wallace tilhører post-postmodernismen, også kaldet post-ironien, kan jeg oplyse nysgerrige sjæle om), så vi brugte ikke så meget tid på at sætte pris på hans skriftsprog. - Jeg må også indrømme, at dengang havde jeg heller ikke sans nok for det, til at fange det på egen hånd. Sådan er det vel bare med visse ting, som spegesild, familiefester og rosenkål, at det kan opleves helt forskelligt på forskellige tidspunkter i livet. Ens smag kan ændre sig løbende, i takt med at man gør sig nye erfaringer. Efterhånden lærer man måske at sætte pris på nye nuancer, måske endda på steder, hvor man aldrig ville have drømt om at se efter dem tidligere. Nederste hylde i en biblioteksreol, for eksempel.

Sådan var det med Wallace, for mig. Den turkise essaysamling med guldfisken, som jeg fandt imens jeg lå og rodede rundt i en højde hvor jeg ellers sjældent færdes, hedder ”Dette er vand”, og, bortset fra et par essays i tidsskrifterne ”Den blå port” og "Passage", er det desværre den eneste bog der findes med Wallace-tekster på dansk.

Velskrevet sortsyn
Af og til træffer du på en bog som nærmest læser dig, bedre end du læser den. En bog der på en eller anden måde, sådan føles det, har gennemskuet mere af verden og af dig, end du selv har, og som giver dig en sær blandet følelse af frygt og fryd over det. Sådan havde jeg det med ”Dette er vand”, og sådan håber jeg også du får det, når du stifter bekendtskab med den sortseende og helt ubehøvlet velskrivende forfatter. Manden, der kan beskrive hornet på et krydstogtskib sådan:

”En lyd, der minder om en tuba fra helvede, to drøn, der får skjortebryster til at revne og fordrejer alle ansigter”.

Jeg vil vove at påstå, at hvis man nogensinde har hørt en færge tude, hører man lyden for sit indre øre imens man læser den sætning. Sådan nogle billedrige og præcise beskrivelser er hans tekster fulde af, men de er også velargumenterede og skarpe.

Wallace har – eller rettere, havde – et samuraisværdskarpt blik, som han skærer verden ud i sjove og hårde stykker med. Det er ikke altid opmuntrende læsning, men det er altid inderlig og ærlig tekst. Han undersøger, dissekerer og analyserer alle mulige og umulige vinkler af det moderne liv (som det så ud i 90’erne), og præsenterer sine fund i et sprog der er så sprællevende, at det får en sæk lopper til at ligne en pose vådt grus.

David Foster Wallace skriver om alt fra krydstogter og præsidentkampagner, til dyrskuer og supermarkeder, og jeg tror, at lige netop han, altid ville have blik for hvad der gemmer sig på de nederste hylder.