49. indlæg - "Håndbog for vakse galakseblaffere"

”Langt ude, i den ufede ende af den vestlige galakses ydre spiralarm, ligger der en lille uinteressant gul sol. Kredsende om den, i en afstand af cirka otteoghalvfems millioner mil, befinder der sig en ubetydeligt lille blågrøn planet, hvis indbyggere, som nedstammer fra aberne, er så utroligt primitive, så de stadig synes digitaluret er en ret fed idé”.

Sådan begynder historien i den første af de i alt seks bøger, der udgør den gakkede trilogi (!), ”Blafferens galakseguide” - en bogserie der har betydet mere for mit verdensbillede, end jeg nogen sinde ville have turdet tro, første gang de førte mig ud i en fjern og fjollet del af galaksen.

Det er en begyndelse der vil noget! Den slår fast med forhammer, at det slet ikke er jorden, det skal handle om i de næste fem bøger. Bedst som vi ellers gik her og troede, at alt handlede om os, viser jorden sig nemlig at være en computer, designet af rumvæsner. De søger spørgsmålet til svaret ”42”, som er hvad den første supercomputer, de byggede, gav dem, første gang de stillede ”det ultimative spørgsmål, om meningen med livet, universet og det hele”. Lyder det lidt skørt? Så bare vent til du læser bogen – den skal nok få dine sandaler til at blafre!

Hovedpersonen, Arthur Dent, er en temmelig flad jordbo. Han lever et stille liv i en engelsk landsby, med pub og arbejde og pub igen. Lige indtil hans ven Ford Prefect en dag afslører sig som et rumvæsen der skriver for den berømte intergalaktiske rejseguide, ”Blafferens galakseguide” (tænk: Politikens ”Turen Går Til” i det ydre rum). Ford redder Arthur fra jordens undergang, og tager ham med på en blæresprængende tur ud i universet, hvor de blandt andet møder en præsident med to hoveder, en depressiv robot og en af Arthurs gamle bekendte.

Den vilde fortælling, som jeg har antydet en lille flig af her, kom væltende ind i mit liv i 5. klasse, i hænderne på en vikar, der havde blik for den slags bøger. Og jeg åd den råt, med tryksværte og billig kartonindbinding og det hele. Læsning og skrivning blev pludselig til noget sjovt, hvor man kunne gøre lige hvad man havde fantasi til, uden at det kostede andet end blyantstifter og papir. Det var en hel åbenbaring, og ”Guiden” blev en trofast ven for mig derefter. Den fulgte med i tasken på efterskolen, og videre til gymnasiet, som en slags prøvesten for nye venskaber.

I mellemtiden er jeg så blevet, hvad skattevæsenet og trafikselskaberne kalder ”voksen”, og bogen er blevet stillet til hvile på sin faste plads i min reol derhjemme. Der har den efterhånden stået længe og hængt med omslaget, som en gammel kriger, helt laset af læsning og skrammet af alle de tasker den har været puttet ned i og taget op af, i de år hvor den var med over alt.

Men så, for en måneds tid siden, hørte jeg et radioprogram om Douglas Adams. De læste op fra ”Guiden” undervejs, og det fik mig til at tage den frem igen. Og det var ikke noget sørgeligt gensyn, sådan som det af og til kan være med et gammelt venskab man i mellemtiden er vokset fra. Sproget er godt nok en smule klumpet hist og her, men hvad gør det, når de titusindvis af ideer, der vælter ned ad hver side, ikke fejler det mindste.

Jeg nævner i flæng: Babelfisken: en lille fisk man sætter ind i sit øre, og som oversætter alle sprog direkte for én; et rumskib med en usandsynligheds-knap, der får et eller andet komplet usandsynligt til at ske, når man trykker på den; en præsident der har kidnappet sig selv; en restaurant hvor de dyr, man spiser, er blevet genetisk udviklet til gerne at ville spises, og kommer ind og præsenterer deres bedste lunser, inden de går ud og skyder sig en kugle for panden; en krukke petuniaer der er blevet reinkarneret for 117. gang og igen dræbt af den samme; og ikke mindst: jagten på det spørgsmål, der passer til svaret om livet, universet og det hele.

Hvem som helst kan få en fjollet idé. Men få, om nogen, kan klare at følge deres indfald til dørs, og oven i købet på en måde, der er med til at drive en større historie, baseret på en endnu mere langt ude idé, i mål. Det kunne Douglas Adams. Endda i en mængde og et tempo, der kan få hårrødderne til at rasle hos de fleste læsere den dag i dag.

Håndklædespørgsmålet:

Og hvad var det så, det med den bog og d.25. maj, og håndklæder, som jeg lovede at forklare dig for et par uger siden? Jo, nu skal du høre: d.25. maj hvert år, mindes fans af bogen, verden over, dette mærkværdige mesterværk, ved at have et håndklæde på sig hele dagen. Det gør de, fordi ”Blafferens galakseguide” har følgende at sige om håndklæder:

”Et håndklæde har en utrolig psykologisk værdi. Af en eller anden grund vil en strag (strag: en ikke-blaffer), hvis han opdager, at en blaffer har sit håndklæde på sig, automatisk antage, at denne også er i besiddelse af sin tandbørste, vaskeklud, sæbe, en pakke med kiks, feltflaske, kompas, kort, en rulle snor, myggespray, regntøj, rumdragt osv., osv. - Derfor vil strag’en gladeligt låne blafferen hvilken som helst af disse, eller et dusin andre genstande, som blafferen uheldigvis kan have ”mistet”.
Hvad strag’en vil tænke, er, at enhver der kan blaffe sig igennem universet på kryds og tværs, imens han kæmper mod alskens modgang og hårde odds, og som kommer ud på den anden side, og stadig ved hvor hans håndklæde er, tydeligvis er én man kan regne med.”

Helt i Douglas Adams’ ånd, har man valgt dette rimeligt vilkårlige sted i bogen (kapitel 3) til at danne udgangspunkt for en fejring af hans vid og liv, med en cirka lige så vilkårlig gestus. Sådan kan det gå.

Sikke en smøre det blev til. Men nu ved du hvorfor, hvis du ser en person stå og vifte mod himlen med en strakt tommelfinger og et håndklæde over skulderen, d.25. maj.

Hvem ved, måske er den person dig selv.