51. indlæg - "Muldvarpen der ville vide hvem der havde lavet lort på dens hoved"
Forleden traf jeg på denne her formulering på hjemmesiden ”goodreads.com”, hvor forskellige brugere kan anmelde bøger for hinanden:
”Dette tynde, men essentielle værk, undersøger de dybere spørgsmål om retfærdighed, og om hvorvidt retsmedicinske beviser, i skatologiske sager, nogensinde kan danne grundlaget for en tilfredsstillende dom.”
Den omtalte bog er ikke Jussi Adlers sidste krimi, eller opfølgeren til ”Man jager et bæst og fanger et menneske”, nej. Det er derimod intet mindre end børnebogsklassikeren ”Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved”, som er skrevet af tyske Werner Holzwarth og illustreret af Wolf Erlbruch tilbage i 1989. En bog, der efterhånden er udkommet i mere end 3 millioner eksemplarer, og som stadig begejstrer læsere over hele kloden.
Det er ellers ikke en specielt kompliceret bog. Ikke umiddelbart, i hvert fald. Det bærende plot i ”Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved” er beskrevet temmelig præcist i titlen: En dag vågner muldvarpen op, kigger ud af sin hule og får noget i hovedet. Den bliver rasende. Nogen har dristet sig til at lægge en lort på dens hoved. I resten af bogen går den så rundt, stadig med lorten på hovedet, og spørger de andre dyr, hvem i alverden der dog kunne finde på så uhyrlig en misdåd. Om gerningsmanden bliver fundet til sidst, vil jeg ikke afsløre her, men jeg kan love for at der kommer et plot-twist til sidst.
Når man har læst historien, og har fået slået op hvad ”skatologi” er for noget (læren om afføring, red.), så opdager man at internet-anmelderen fra goodreads.com faktisk rammer bogen lige på kornet. Hun har for sjov formuleret det på en temmelig højtravende måde, eftersom det jo i virkeligheden er en børnebog for de mindste, men sproget hun bruger, er også med til at få andre der læser den, til at tænke over fortællingens dybere lag. Længere nede på siden står der for eksempel en meget alvorlig kommentar om slutningen, fra en læser der finder det førnævnte plot-twist yderst problematisk. Denne læser mener nemlig, at man dermed lærer børnene at to dårlige handlinger ophæver hinanden.
Dermed kunne man, for at tilføje den første læsers opsummering af bogen lidt ekstra glimmer, sige at historien endvidere rejser spørgsmålet om hvorvidt selvjustits kan retfærdiggøres i et tilsyneladende dyrisk anarki. Jojo, der er heftige temaer på spil i den lille bog om den endnu mindre muldvarp, der jagter den store lort.
Da instruktøren George Lucas lavede sine første ”Star-Wars” film, sagde han, at det var tænkt som en genfortælling af myten om Kong Arthur, blandt andet. Lucas’ historie foregik bare i rummet, med Jedi-riddere og lasersværd i stedet for troldmænd og flitsbuer, men temaerne var gamle kendinge.
På samme måde som man på den måde kan læse ”Star-Wars” filmene som en slags gendigtning af Kong Arthur-mytens temaer, kan man altså se historien om ”Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved” som en udgave af den klassiske krimis temaer, med muldvarpen som den hårdkogte detektiv, der forhører sig frem til sagens løsning og øver selvtægt fordi retssystemet ikke tager hensyn til den lille mand. - Hvis altså man synes at det er sjovt. Det samme kan man gøre med andre børne- og billedbøger, hvis man har lyst. Det kan være en ret sjov leg, sådan at lede efter store temaer i de små fortællinger for de mindste.
Det fine ved det hele er, at man også bare kan læse historien som en sjov fortælling om en muldvarp, der vil vide hvem der har lavet en lort på dens hoved. Man bestemmer selv.