52. indlæg - "Peter Plys og hans venner"
En søndag i begyndelsen af maj, mens solen stod højest på himlen, og æbletræerne var begyndt at iklæde sig sine brudekjoler af blomster, i spændt forventning om den sommer der nærmede sig, fløj der en bi ind i vores køkken.
Jeg sad og læste, da det skete, men kastede hurtigt bogen fra mig. Sådan en summende sommerbebuder kan virkelig få mig op af stolen. Jeg fór over til våbenskabet i køkkenet (læs: knagerækken) og greb fluesmækkeren. Med et fast greb om den, nærmede jeg mig bien som en anden hulemand i tøfler, imens den ping-pongede rundt imellem loftet og håndvasken, tydeligt irriteret over at opvasken endnu ikke var blevet taget.
Jeg må indrømme at jeg måske nok var en smule bange, hvis ret skal være ret. Jeg var nemlig hammer-allergisk overfor bier da jeg var lille. I en grad så jeg lignede en halvfyldt vandballon hvis de stak mig med selv den yderste spids af brodden. Men jeg tøvede alligevel nu i skæbnens time, for lige da jeg skulle til at klappe den lille fyr helt flad, kom jeg i tanker om en af de klogeste, mest indsigtsfulde betragtninger verdenslitteraturen nogen sinde har lagt i munden på et tøjdyr: ”Man kan aldrig vide med bier”.
Denne verdenskloge betragtning bliver udtalt af den elskelige plysbjørn Peter Plys, imens han, rullet i mudder og forklædt som en regnsky, hænger under en heliumballon ved siden af et bistade. Det gør han i håb om at få poterne i noget god, frisk honning fra den bisværm der bebor stadet.
Hele det lille scenarie, jeg her har beskrevet - hvor det fjollede, det hyggelige og det lidt forsigtigt dramatiske er blandet sammen til en rolig eftermiddag - opsummerer så godt som noget, hvorfor A. A. Milnes sommerlune historier, om tøjdyret Peter Plys, hans ven Grislingen og alle de andre der bor i 100-meter skoven, er værd at læse og genlæse. Og genlæse igen.
Historierne er allesammen skrevet af forfatteren A. A. Milne i begyndelsen af det 20. århundrede. Ifølge historien om deres tilblivelse, skrev han dem ganske vist til sin søn, Christoffer. De handler nemlig om Christoffers legetøj, og Christoffer er også med i mange af historierne. Men i virkeligheden skrev Milne dem nok også lidt til sig selv, som en slags ”trøst”, efter at han var vendt hjem fra skyttegravskrigens grusomhed til et samfund der på mange måder havde fået sig nogle gevaldige ridser i lakken.
Walt Disney-firmaet har lavet nogle meget fine tegnefilm om den elskelige bjørn, og i dag er det nok deres lidt mere polerede udgave af ham, de fleste kender til. Det ændrer dog ikke på, at Milnes oprindelige fortællinger og tegneren Ernest H. Shepards lidt rå og skitseagtige, men også smukke og rolige, illustrationer til dem, kan noget helt specielt.
Når man læser Milnes historier, og ser på Shepards billeder, kan man ikke lade være med at mærke lidt af den hjertelige stemning fra 100-meter skoven helt inde i sin inderste mave. Ja, faktisk vil jeg påstå, at når man én gang har læst historierne, behøver man næsten kun at tænke på dem (selvom det altid er rart at genlæse dem): En lille ting minder én om en af de små historier, som den om Grislingens frygt for væseldyr, den om hvordan Plys møder Tigerdyret eller den om den gang alle vennerne drager ud for at opdage nordpælen (den sidste er noget sjovere på engelsk, hvor ”pole” både betyder pæl og pol). Og med ét føler man sig lidt mere venlig og rar end man gjorde lige før.
Derfor lagde jeg også fluesmækkeren fra mig sammen med panikken, åbnede vinduet og lod bien flyve ud til æbletræerne og sommeren igen. Bagefter satte jeg mig over i min stol igen og åbnede ”Den meget store bog om Peter Plys” med Milnes fine historier og Ernest H. Shepards mindst lige så fine tegninger i. Vi kan lære så meget af en god historie.