54. indlæg - "Latter i mørket"

Der kan af og til være en lidt træls tendens mellem læsere, der diskuterer litteratur, til at vurdere folk ud fra, om de er ”med” i kanon-kanoen eller ej: ”Har du virkelig ikke læst....?!” siger den ene i et chokeret og nedladende tonefald, og den anden mumler brødebetynget noget om at det er de ikke lige nået til endnu, men at den pågældende bog bestemt er på læselisten og at de nok skal få det gjort.

Eller, det er egentlig min erfaring hidtil, at den nedladende del af tonefaldet hos spørgeren, som regel mere er noget man hører for sit eget indre øre, hvis man er den der ikke har læst bogen endnu, end det er noget der ligger i spørgsmålet.

Når man derimod er den der Har læst bogen, er spørgsmålet som regel mere et udtryk for en distræt undren over at nogen kan være gået glip af så forrygende en oplevelse. I den situation bliver spørgsmålet som regel fulgt op af en opmuntrende beskrivelse af bogen, for at rydde al tvivl om at der skulle være tale om en irettesættelse af vejen.

Tillad mig derfor at spørge dig: Har du virkelig ikke læst Nabokovs ”Latter i mørket”?!-Uha det må du virkelig skynde dig at gøre, især hvis du godt kan lide skarpt skåret sprog, Hollywood-film fra midt-tresserne, sarkasme og melodramatiske historier. Den har nemlig det hele!Selv om den foregår i 1930'ernes Berlin, er der en stærk bismag af 1960'ernes sepiatonede biograflærreder og drive-in dramatik der måske kan virke overfladisk, men som alligevel giver én noget at tænke over.

Den russiske forfatter, Vladimir Nabokov, er nok mest kendt for romanen ”Lolita”, som også er filmatiseret et antal gange. Det er historien om en granvoksen mands erotiske forelskelse i et barn, og til trods for det ret klamme emne, skulle det være en helt formidabel læseoplevelse. ’Skulle det være’, skriver jeg, for jeg har aldrig fået den læst selv.

Jeg har i det hele taget aldrig læst noget som helst af Nabokov før ”Latter i mørket”, og det har været noget jeg har skammet mig lidt over. Specielt til de fester i studietiden hvor samtalen faldt på den russiske ordkunstners vældighed og jeg ikke kunne være med på nogen måde. Jeg hørte det omtalte nedladende tonefald i de andres spørgsmål om jeg ikke havde læst den, og i stedet for at blive hængende og lytte til samtalen gik jeg væk og følte mig dum.Det var dumt gjort, for hvis man ikke tager sin egen uvidenhed på sig, og kalder den ”nysgerrighed” i stedet, er det svært at komme af med den.

Det er blandt andet den slags snæversynethed der plager hovedpersonen i ”Latter i mørket”, Albinus: En midaldrende kunstsnob af de helt store, som kaster alt det gode han har, på bålet, til fordel for en køn og kold ung pige. Hans selvforblændelse og evne til kun at se hvad han ikke har, frem for hvad han har, er årsagen til alle hans problemer.Margot, pigen han har forelsket sig i, er desværre mere interesseret i hans penge end i ham selv, og da hendes gamle flamme Rex pludselig dukker op i det fine selskab Albinus holder sig, udvikler det sig hurtigt til et grotesk trekantdrama der har store konsekvenser for Albinus og hans ex-familie.
Det er grusomt god læsning, hvis man er til den slags.

Hvis du har det ligesom jeg, og ikke har læst Lolita endnu, fordi det bare virker som en lidt for stor mundfuld at skulle skille god tekst ogpædofili fra hinanden, men egentlig godt gad at læse noget Nabokov, for at se hvad han er for en starut, så er ”Latter i mørket” et rigtig godt sted at starte.

Og glem så i øvrigt det med at skamme dig over ikke at have læst ”de rigtige” bøger.

Husk: Du kan ikke nå at læse alt alligevel, og det handler jo i bund og grund bare om at finde det man får fornøjelse af. Men det er altid tilladt at dele sin begejstring så flere kan få del i fornøjelsen.

Klummen har været bragt i Vejen Avis i 2020