58. indlæg - "Saltstien, Pigen under jorden og giv dig selv et KRAM" 

Af Mette Schjødt-Pedersen

Så fik vi et helt nyt år forærende – og hvad skal vi så bruge det til? 

Ja, lige nu bliver vi rådet til at holde os indenfor landets grænser og give os selv et KRAM – K for at tænke på at gøre kosten lidt sundere, R for at begrænse rygning, A for at begrænse alkoholindtaget og M for at dyrke motion. 
Det er farligt at lægge for hårdt ud, det kan nemt resultere i store skuffelser, så lad os starte med  motionen, det kan vi godt gøre lidt ved. Vi kan gå ”jorden rundt” – altså ikke jordkloden, men bare rundt om den jord, som vores bolig ligger på. Så kan vi altid udvide det lidt efter lidt, f.eks. til rundt om den nærmeste sø. 

Vi bliver rådet fra at tage på skiferie eller på vandreture i Thailand, men hvorfor så ikke vandre hen til lænestolen og sætte os godt tilrette og læse en god bog om at vandre.

Jeg kan anbefale Raynor Winn’s biografi ”Saltstien”, der handler om Raynor og Moth, der har været gift i 32 år og i løbet af få dage får vendt deres liv på hovedet, da Moth får at vide, at han har en dødelig sygdom, og de mister deres hjem og levebrød efter en retssag.  
Hvad skal de gøre? Sætte sig til at vente på at få en bolig bevilget af kommunen eller kaste sig hovedkulds ud i noget impulsivt? De vælger det sidste og begiver sig ud på en månedlang vandretur langs kysten i det sydvestlige England. Alt hvad de ejer er det, de har i deres rygsække. 
Nu begynder eventyret for de to. Det bliver ikke let; Moth er syg og må ind i mellem kæmpe for at holde sig oprejst. De konfronteres med folks foragt for, at de er hjemløse. De er fattige og må ind i mellem gå sultne i seng, og de bliver udfordret af klimaet og den barske natur i Sydengland. Men de holder sammen, og de møder også venlige gæstfrie mennesker undervejs.  
”Saltstien” er en ærlig og livsbekræftende fortælling. Når man læser bogen, føles det næsten som om, man selv vandrer sammen med Raynor og Moth. Bogen kan lånes på dansk på biblioteket og på engelsk på eReolen. 

En anden bog, hvor naturen spiller en stor rolle, er Elly Griffiths ’Pigen under jorden’. Det er den første bog i krimiserien med Ruth Galloway som hovedperson.  
Ruth er en lidt excentrisk arkæolog i slutningen af 30’erne, der underviser på universitetet og bor tæt på saltmarsken i Norfolk i det østlige England sammen med sine 2 katte. Hun bliver involveret i en sag med to små piger, der er forsvundet med 10 års mellemrum. Sammen med vicepolitikommisær Harry Nelson forsøger hun at opklare mysteriet ude i saltmarsken – et historisk, men også farligt landskab. 
Ruth Galloway er godt selskab, og heldigvis findes der indtil videre 10 bøger i serien, hvoraf de 7 er oversat til dansk. ’Pigen under jorden’ kan lånes på biblioteket og som e-bog og e-lydbog på eReolen. 

God fornøjelse med vandreturene både de fysiske og de litterære. 

Klummen blev bragt i Vejen Avis 2021 uge 6