61. indlæg - "Snup en serie (eller to) om året "

Af Lone Pedersen

Vi er mange som elsker at se serier i tv. At binge en serie som det også kaldes. Om det er flow-tv'et, der leverer. eller det er en streaming tjeneste, er underordnet. Vi danskere er vilde med serier. 

Jeg er også vild med bogserier. Muligheden for at fordybe mig i et kendt univers gennem flere bøger. Jeg skal ikke bruge tid på hele tiden at lære ny personer at kende, og jeg kan bare læse i en lind strøm. Det er rigtigt hyggeligt. Lige til jeg bliver træt af personerne eller universet og så holder en pause.  
Når jeg så vender tilbage til universet, tager det ingen tid at vende tilbage til sine venner.  

Der er mange bogserier, man kan give sig i kast med i denne kolde tid. Det er måske endda den perfekte tid til nye bekendtskaber. Når man nu ikke må møde så mange mennesker i virkeligheden! 

I en del år har jeg givet mig i kast med en længere bogserie hvert år. Så var der en bog til hver måned, samtidig med der var plads til at læse andre bøger også.  
Jeg har selv en krimiserie, jeg har lyttet på, når jeg kører til og fra arbejde. Der er lyttet en bog med pauser i mellem, men nu mangler jeg bare to bøger. Så nu skal det være. Jeg skal have læst de sidste i serien, så jeg kan få afsluttet den.  
For det er jo det ved serier – der er altid en rød tråd gennem alle bøgerne i serien. Og den skal jo også afsluttes.  

Det drejer sig om Lotte og Søren Hammers krimiserie med chefkriminalinspektør Konrad Simonsen og kollegerne ved drabsafdeligen i København i hovedrollerne. Jeg har lyttet til en del af bøgerne på eReolen, som er bibliotekernes e- og lydbogstjeneste. Her ligger hele serien og lydbøgerne er blændende læst op af Karsten Pharao. 

Det er en spændende kriminalserie, hvor vi kommer med rundt i landet til forskellige kriminalgåder. Den lille afdeling af drabsafdelingen er med til at opklare sager af lokal karakter. Hovedpersonen Konrad Simonsen er lidt af en Hercules Poirot i nutiden. Og godt assisteret af sin håndfuld kolleger, opklarer han nutidige og glemte sager.  

Men da jeg ikke blev færdig med serien sidste år, må jeg nok snuppe de to sidste bind i papirform.  

For jeg er så allerede gået i tænke boks over, hvilken serie jeg så skal give mig i kast med. Hvis det er til bilturen til og fra arbejde tror jeg Louise Penny’s krimiserie fra Three Pines vinder. Den har jeg hørt rigtig godt omtalt flere steder.  
En hyggelig krimiserie der foregår i Canada med kriminalkommissær Armand Gamache i hovedrollen. Det skulle være en mere hyggelig og feelgood krimi end så mange andre. Der er allerede udkommet 8 bind i serien, så der er noget at gie mig i kast med.  

Klummen blev bragt i Vejen Avis i 2021 uge 9