62. indlæg - "Min mors hænder "

Af Gitte Højmark Pedersen

Min mor har ikke kunnet gå med sin vielsesring i mange år. Hendes fingre er skæve og flere af hendes fingerled er hævet til dobbelt størrelse. Ser man hendes hånd i en handske, så overvejer man kort om nogle har presset glaskugler ned omkring hendes fingerled. Min mormors hænder så ligesådan ud – på nær at hun manglede to fingre efter en arbejdsulykke. Hårdt fysisk arbejde igennem et helt liv har ikke kun gjort kvinderne i min familie stærke – det har også gjort dem deforme af slidgigt, og givet dem en lang række andre skavanker.

I går var det den 8. marts og Kvindernes Internationale Kampdag. En dag der altid får mig til at kaste tankerne tilbage på de kvinder, som har kæmpet for de rettigheder og muligheder, jeg selv nyder godt af hver dag. Jeg står dog ved, at jeg ikke var bekendt med mange af deres navne eller historier, inden at jeg faldt over to bøger af forfatterinde Maria Helleberg, nemlig 'Kvinder der forandrede Danmark: ildhu, vilje og engagement' og 'Kvinder der forandrede verden, 43 kvinder fra den franske revolution til i dag'.

I disse bøger bliver læseren introduceret for alt fra dronninger til kogebogens og frikadellens moder. Mange af navnene har du sikkert hørt før, såsom Jane Austen, Helle Thorning-Smith og Leonora Christina Ulfeldt. Andre som Sigbrit Willomsdatter, Natalie Zahle og Mary Wollstonecraft har flertallet af os nok meget lidt kendskab til. De har imidlertid alle ændret ikke blot deres samtid, men har været med til at ændre verdens opfattelse af kvinder.

Bøgerne er delt op i perfekte små bidder om hver kvinde, som man kan læse hen over en kop kaffe. Ligesom der er anbefalinger til videre læsning.

En af de få gange min mor har råbt ad mig var, da jeg i en alder af 6 år stolt proklamerede, at jeg ville være rengøringskone ligesom min mor. Det kunne på ingen måde komme på tale, for jeg skulle ikke nedslides, som hun selv var blevet. I stedet kæmpede min mor og jeg sammen over mine regnestykker og tyske grammatik, så jeg i dag sidder tilbage med normale hænder og en universitetsgrad i bagagen.

Min mors hænder er bløde i dag, men krogede som en troldegren. De fleste kvinder, som jeg har set op til i mit liv, vil der aldrig blive skrevet bøger om. Jeg vil dog huske dem med varme og glæde mig over, at de har været i mit liv.

Klummen blev bragt i Vejen Avis i 2021 i uge 10