7. indlæg - "Lad kun verden tumle sig"

Jeg bor i Københoved. Jeg flyttede hertil i november 2016, da jeg blev ansat ved biblioteket, og jeg er rigtig glad for at bo her. Min kone har imidlertid stadig et halvt år tilbage af sine studier, så hun er i Århus indtil hun bliver færdig til februar. Det har gjort at jeg tilbringer en hel del tid på landevejen, og ikke – som jeg ellers godt kunne tænke mig – i min have, med fødderne strakt ud i græsset og en god bog i hænderne.
Og eftersom læsning og motorvejskørsel ikke er nogen hurra-blanding, hvad gør man så, når man er så glad for en god historie som jeg er, men samtidigt er gevaldigt glad for sin bedre halvdel?

Jeg fandt (nok ikke så overraskende) min løsning på biblioteket. Jeg er nemlig begyndt at bruge den biblioteksservice der hedder e-reolen, hvor jeg bl.a. kan låne lydbøger direkte ned til en app på min telefon. Så ruller jeg op og ned igennem det, mildt sagt, skiftende danske sommervejr, imens jeg får læst højt fra en masse gode bøger.

Den bog jeg hører lige nu, er skrevet af en irsk forfatter der hedder Column McCann – irere deler tydeligvis walisernes holdning til hvor mange vokaler et ord behøver – den hedder ”Lad kun verden tumle sig”, og for nu at få det sagt med det samme: Den er saftsuseme god!

Bogen består af en hel masse små historier om en hel masse små skæbner i New York, i de dage hvor franskmanden Philipe Petit gik på line mellem World Trade Centers tvillingetårne. Det er den begivenhed der knytter det hele sammen, som en slags akse. Det er ikke noget jeg har tænkt så meget over før. Der er ganske vist lavet både en dokumentar (Man on wire), og en spillefilm (The walk) om det, men i den her bog får McCann virkelig gjort begivenheden levende for følelserne på en meget stærkere måde end de to har klaret. Måske netop fordi han ikke kun gør det i forhold til Petit, men også i forhold til alle de andre karakterer i historien.

Den skifter nemlig både vinkel og samfundslag flere gange undervejs.
Først følger man den irske munk Corriganns bror, som rejser til USA for at besøge ham. Derefter følger man en mor som deltager i en sørgegruppe for kvinder der har mistet deres sønner i vietnamkrigen, og sidenhen møder man både en dommer, en luder og en kvindelig billedkunstner. Alle har deres grunde til at gøre som de gør. Deres sorger, håb og vilkår er forskellige, men de griber ind i hinanden på uventede måder. Og lige netop dét har været godt at blive mindet om, når jeg har siddet i bilen på vej fra det ene sted til det andet, blandt en masse andre biler med en masse andre mennesker som er på vej fra det tredje sted til det fjerde samtidigt.

Jeg tror også den kunne være en god bog at lytte til i et tog eller en lufthavn – for der er visse ting i historien der ikke er så behagelige at høre om, mens man sidder i en travl trafik. Jeg vil helst ikke ud med hvilke. Det synes jeg du skal låne bogen og selv finde ud af.