74. indlæg - "Historiens vingesus på natbordet"

Af Lone Pedersen

I de måneder bibliotekerne har været lukket i dette år, har der været stille på biblioteket. Bøgerne har ikke flyttet plads så ofte, som de plejer, og det har gjort, at jeg har opdaget bøger, jeg ikke vidste, vi havde på hylden!

Mange bøger er blevet taget ned af hylderne, og bagsideteksten er læst for at finde ud af, hvad de handler om. Lyder det spændende eller fanger det ikke interessen? Nogle er kommet tilbage på hylderne, andre er blevet lånt ud og pakket i tasken for at komme med mig hjem end stund.

Det, jeg har bemærket ved de mange ture rundt blandt reolerne, er, hvor mange nye spændende historiske romaner, der er udkommet. Jeg er ikke så meget til at læse om vikingetiden i romanform. Nej, giv mig mere af konger og dronninger. Om nyere historiske begivenheder og personer sat ind i fiktionens verden. Fra middelalderen og op til den nyere historie er en lang periode, jeg synes er virkelig spændende.

Lyst til historiske romaner

Denne lyst til historie på anden vis, startede allerede som barn. Jeg har ikke tal på hvor mange børnebøger af Ole E. Christiansen, Maria Helleberg eller Herta J. Enevoldsen jeg har læst. Men det er mange! Lysten til at læse historiske romaner har holdt ved op i voksenlivet. Jeg elsker at synke ned i sofaen med en god historisk fortælling. Jeg får noget at vide om den historiske periode samtidig med, at jeg får en fortælling om nogle personer, som fanger mig ind - og det behøver ikke være kongelige. Nej, det må også gerne være bondekarlen fra Småland eller familien fra en kulmine i 1950’ernes England.

En del er oversatte romaner, men der er også mange danske forfattere, som skriver i denne genre. Men især de amerikanske er i disse år fremme på markedet med en del romaner, som trækker tråde tilbage til anden verdenskrig. Det er selvfølgelig krigen set fra den amerikanske side, men det gør bestemt ikke fortællingen mindre spændende. At de også ofte krydrer deres fortællinger med en lille kærlighedsfortælling, gør jo ikke historien mindre læseværdig.

Anden verdenskrig

Et nyt bekendt skab for mig ligger lige nu på natbordet. Det er Natasha Lester, som indtil nu har udgivet to romaner i Danmark. Den første ”Den franske fotograf” er en, som jeg ser meget frem til at læse. Den har fået strålende omtaler flere steder og perioden, den foregår i, er en periode, som jeg finder meget interessant., nemlig anden verdenskrig. Her kommer den kendte fotomodel Jessica til Europa for at skrive om krigen for modebladet Vogue. Den anden del af historien er, at en museumsmedarbejder skal pakke nogle fotografier ned i Paris. Det viser sig, at de gemmer på en forunderlig historie.

Det er en fortælling, som lige rammer ned i hjertekulen, og jeg er så godt underholdt hele vejen. Blandingen af fakta og fiktion er super skøn, så siderne vender sig næsten af sig selv.

Af de danske forfattere, jeg har nydt indenfor de seneste år, er Merete Pryds Helle. Hendes to romaner, der tager udgangspunkt i hendes egen slægt, er en suveræn læseoplevelse. I første bog “Folkets skønhed” følger vi Maria, der vokser op på Langeland i 1930’erne. Der er ikke mange penge, men alle lærer at knokle for et udkomme. Og da kærligheden kommer i form af Otto, flytter Maria fra Langeland til Sjælland.

I anden del “Vi kunne alt” følger vi Marias naboer i det nybyggede parcelhuskvarter på Sjælland. Vi er nu i 1970’erne, og det er en flot og genkendelig fortælling om dette årti, vi præsenteres for.

Og så kan jeg også nævne en forfatter som Sarah Jio, Martha Hall Kelly og Fiona Valpy, som også er værd at stifte bekendtskab med, hvis du trænger til fornyelse indenfor de historiske romaner. Der er også nyere danske forfattere som Pernille Juhl, Mich Vraa, Helle Juhl og mange mange flere. Spørg din lokale bibliotekar efter flere forslag, hvis du trænger til nye ideer indenfor de historiske romaner.

Klummen blev bragt i Vejen Avis i uge 22 2021.