75. indlæg - "Hyggelige krimier"

Af Lone Pedersen

Der er noget over hyggelige krimier med et sødt lille mord. Et mord som ikke er voldeligt eller udpenslet i beskrivelsen.
Sådanne krimier udkom der mange af allerede fra 1950’erne og op gennem årene - helt op i 1980’erne. Det var forfattere som Agatha Christie, Maria Lang og Orla Johansen som var de meget produktive på den tid.

Så kom en tid, hvor mordene i bøgerne blev meget voldsomme og meget udpenslet beskrevet. Nogle slugte dem med stor iver og gør det stadig, mens andre læsere trak sig lidt fra genren og holdt fast i de gamle. velkendte navne.
I England kalder man de hyggelige krimier for cozy krimier. Altså krimier med en skarpsinding amatør i spidsen. Ikke noget vold eller meget sex, men derimod en scene som er hjemlig og hyggelig. Som vi ofte ser hos Miss Marple, der bor i St. Mary Mead eller hos Barnaby i Midsummer.

De kan endnu de engelske krimiforfattere. En forfatter som allerede har godt fat i læserne, er engelske Elly Griffiths. Hendes fortællinger om arkæologen Ruth Galloway er et hit, når vi følger Ruth, Nelson og de andre rundt i landskabet omkring Norfolk.

Der er også en hyggelig krimi gemt i Helen Cox ”Dødbringende besked”, som er første del af en serie. Her møder vi Kitt Hartley, der er bibliotekar på Universitetsbiblioteket i Vale, York. Hun arbejder på afdelingen for kvindestudier og arbejder sammen med assistenten Grace på at betjene deres brugere på bedste vis. Ofte overvåget af chefen Michelle.

Når Kitt altså ikke rodes ind i et mord på venindens ekskæreste og derved møder den charmerende kriminalkommisær Halloran. For Kitt kan ikke lade være med at undersøge sagen selv, da hun mener, det er forkert at anklage veninden for mordet. Kitt har ofte en kvik replik, masser af referencer til bøger, et ukueligt humør og så er hun meget glad for te.

Så er tonen også slået an til denne lette hyggekrimi. Plottet er ikke så indviklet, men det er en underholdende historie, som fanger de fleste læsere, og persongalleriet gør også sit til, at man læser videre.

Der udkommer også danske krimier indenfor denne hyggelige genrer stadigvæk. Én af dem er den nye krimiserie af Anna Grue. Forfatteren er måske mest kendt for sin krimiserie om 'Den skaldede detektiv' (som også er på tv), men hun er nu på banen med en ny serie.

Her er efterlønneren Anne-Maj Mortensen i hovedrollen. I første bog i serien, sker der et mord i den lokale genbrugsbutik, hvor Anne-Maj også arbejder som frivillig nogle timer om ugen. Anne-Maj kan ikke lade være med at snuse lidt omkring, og snart er hun i fuld gang med at finde morderen. Handlingen er sat i Nykøbings Sjælland, bare med et par ændringer i gadebilledet trods alt. Men forfatteren kender området særdeles godt, da hun selv er bosat der. Netop det velkendte miljø og en mindre by er med til at gøre det til en hyggelig krimi at læse og så selvfølgelig, at det ikke er en uhyggelig måde, som krimigåden beskrives på.

Anne Grue er netop på gaden med del to om Anna-Maj Mortensen, og den bog kan du snart låne på dit lokale bibliotek.

Klummen blev bragt i Vejen Avis i uge 23 2021.