82. indlæg - "Det glæder jeg mig til"

Af Lone Pedersen

Ferien er over os, eller også er den ved at være tæt på for de fleste.
Jeg har hvert år store planer om, hvad jeg vil læse i sommerferien. Stakken af bøger der er slæbt med hjem, er til tider lidt for høj, eller er det bare tiden, der er for kort? Nogle gange når jeg gennem det meste af stakken- andre gange ikke. Så er jeg blevet optaget af andre bøger, eller strikkepindene har taget overhånd. Så de senere år har jeg prøvet at sige til mig selv, at hvis jeg når to udvalgte bøger i ferien, så er det fint. Så må jeg læse alle de andre på læselisten senere på året. For listen med bøger, som jeg gerne vil læse, er alenlang, og den vokser uge for uge.

Min ferielæsning i år kommer til at bestå af Joël Dicker: ”Mysteriet på værelse 622”, som er forfatterens nyeste bog. De anmeldelser, jeg indtil nu har læst af bogen, lover mig en rigtig god læseoplevelse!

Jeg har læst alle bøger af den schweiziske forfatter, Joel Dicker og har elsket dem alle (næsten). Men jeg faldt med et brag for hans debutroman ”Sandheden om Harry Quebert sagen” da jeg læste den for et par år siden. Det er fortællingen om den berømte forfatter Harry Quebert der bor i den mindre amerikanske by Aurora. En dag finder nogle havefolk resterne af den purunge Nola, der forsvandt for over 30 år siden, nedgravet i Harrys have. Sammen med skelettet ligger det originale manuskript til Harrys succesroman. Harry arresteres med det samme, og byen er i oprør. Harrys protege, den unge forfatter Marcus Goldman, kommer til byen for at rense Harry for anklagen om mord.

I Joel Dickers næste roman ”Bogen om Baltimore familien” møder vi igen forfatteren Marcus Goldman. Der er gået 8 år siden sagen om Harry Quebert, og Marcus er i mellemtiden blevet en succesforfatter. Nu har han besluttet at skrive om sin egen familie og om sine forældre og sin barndom i middelklassen. Familiens hus var nedslidt. Bilen var en gammel model, og der var ikke mange penge eller overskud til meget andet. Ikke som der var hos onkel Saul og hans familie i Baltimore. Marcus tilbragte mange timer og ferier hos denne del af familien og misundte dem deres velstand, deres overskud til hinanden og livet. Og først nu som voksen forstår han, hvorfor der var så stor forskel på hans fars og onkel Sauls livsvalg.

Det er to tykke bøger, som begge rummer stor indsigt i amerikansk familieliv. Sproget er flot og fortællingen i begge bøger er så medrivende, at jeg bare læste side efter side. Der var ikke tid til meget andet. Ingen af de to bøger er krimier, men det er flotte stort anlagt dramaer. Forfatteren kan noget med sproget og hans måde at bygge en fortælling op på er så flot og medrivende. Jeg husker stadig disse bøger med glæde. Så jeg er naturligvis spændt på, om jeg også kan lide forfatterens nyeste roman, som lige er kommet på gaden ”Mysteriet på værelse 622”.

Joel Dicker er født i Schweiz i 1985 og uddannet jurist. Allerede som 25-årig slog han igennem på verdensplan med sin første roman, og indtil nu er der kun kommet succeser fra hans forfatterværksted.

Klummen blev bragt i Vejen Avis i uge 31