87. indlæg - "Forfatterbiografi fortalt som roman"

Af Lone Pedersen

Kan forfattere beskrive deres liv i romanform? Ja, det er mere og mere almindeligt at forfattere griber til oplevelser fra eget liv, og bruger som katalysator for deres roman. Det kaldes ofte for autofiktion.

En autofiktions roman - er det lig med en forfatters ret til at digte sit liv som han/hun ser det? Tja både og.

Det er en genre, som er kommet mere og mere frem inden for de seneste år: autofiktion. Og en genre som ofte er under stor debat. For hvor meget er sandt og hvor meget er falsk. Og hvad er sandheden og hvad er ikke? Kan man som forfatter bare skrive en roman og så kalde den en autofiktiv bog? Det er bare nogle af de spørgsmål, der ofte stilles til forfatteren.

Karl Ove Knausgård

En af de forfattere, som har været med til at sætte endnu mere skub i genren, er norske Karl Ove Knausgård og hans ”Min kamp” som i 6 tykke bind følger forfatteren Karl Ove Knausgård i stort og småt. Faktisk var nogle af hans ”afsløringer” i bøgerne så tæt på virkelige begivenheder og personer, at dele af hans egen familie truede med at lægge sag an mod ham.

Et af kendetegnene ved genren er nemlig, at forfatter og hovedperson deler navn. Så igen kan man som læser funderer over, hvor meget er rigtigt, og hvor meget er fiktion.
I Danmark er det Leonora Christina Skov, som har været en af de første i nyere tid, der har benyttet sig af denne genre. Måske nogle af jer har oplevet forfatteren rundt i landet, når hun beretter om sine romaner ”Den, der lever stille” & ”Hvis vi ikke taler om det”. En fortælling om sin opvækst med en neurotisk mor og en meget besværlig opvækst.

Foredrag på biblioteket

Ofte er omdrejningspunktet i denne slags litteratur, at forfatteren har haft en eller flere traumatiske oplevelser, som gør de som voksne beslutter at bruge det som omdrejningspunkt i deres roman. Og ofte er der begivenheder, som ikke kan lade være med at trænge sig på i deres forfattersind, uden at de skal fortælle om det.

Og det er netop det mix mellem fiktion og virkelig, som interesserer mange læsere. Man kan jo læse med og gætte, hvad der er foregået i virkeligheden, eller læse bogen som et fiktivt værk med indlagte virkelige begivenheder. Det er ofte op til den enkelte læser.

I næste uge holder Jesper Stein foredrag på Vejen Bibliotek. Han taler ikke om sine krimier med Axel Steen, men der imod om sin roman ”Rampen”. En fortælling om hans egen familie i fiktiv form. Det er forfatterens personlige fortælling om en kernefamilie og dens opløsning, om bristede håb, svigt og druk, men også om stor kærlighed og længsel efter samme.

Og det giver os jo muligheden for at høre fra en af forfatterne indenfor genren, hvorfor han har valgt denne model for sin bog. For hvorfor har han ikke bare skrevet en biografi om sit liv? Det og andre spørgsmål kan du måske få svar på i næste uge, hvor Jesper Stein besøger Vejen Bibliotek.

Samtidig er der en del andre forfattere, som i de senere år har benyttet sig af samme genre. Det er f.eks. Helle Vincentz ”Jorden under mig”. Katrine Marie Guldager ”Det samme og noget helt andet”. Knud Romer ”Kort over Paradis”. Mathilde Walter Clark ”Lone Star”.

Alle sammen romaner hvor familiens fortælling er fortalt i fiktiv form, på godt og ondt.

Klummen blev bragt i Vejen Avis i uge 36 i 2021.