90. indlæg - "Sommerfugletid"

Af Mette Schjødt-Pedersen

Sørgekåben er blevet kaldt jordens smukkeste sommerfugl. Den har en dyb vinrød farve og et smalt, sort bånd med blå pletter og smalle lysegule vingekanter. Ligheden med en kåbe er slående. Den er normalt sjælden i Danmark, men indimellem kommer den i større flokke fra Sverige og Østeuropa, det gjorde den i 1995, og i år skulle der igen være en chance for at se denne specielle sommerfugl – jeg har dog endnu ikke været så heldig.

Sørgekåben finder man også i Inger Christensens digtsamling: ’Sommerfugledalen’, hvor der i vers 5 står: ”Som blåfugl, admiral og sørgekåbe i farvens periodiske system ved hjælp af blot den mindste nektardråbe kan løfte jorden op som diadem… ”

Inger Christensen (1935-2009) voksede op i et arbejderkvarter i Vejle. I år og de kommende 4 år sætter man i Vejle fokus på hende og hendes forfatterskab. I år er det billedkunstneren Kate Skjerning, der har skabt forskellige kunstværker inspireret af Inger Christensens ’Sommerfugledalen’. ’Admiral og Sørgekåbe’ har hun kaldt sit bidrag.

Udstillingen er en del af Kunsthal Vejles kunstprojekt ”En tilstand der venter… ” Istiden skabte for mange tusind år siden et særpræget landskab i og omkring Vejle. Bakkerne, dalene, fjorden og åerne var Inger Christensens barndomslandskab og inspirerede hende til at skrive digte.

Kate Skjernings værker handler ligesom i Inger Christensens digte, om livets store spørgsmål – naturen, kunsten, livet og døden. Man kan se Kate Skjernings værker frem til 31. oktober flere forskellige steder i byen, som dermed indbyder til udflugt og vandretur. Man kan vælge at begynde på Banegårdspladsen ved ’Den blå Automat’ der hænger på bygningen overfor banegården og fortsætte til ’Rum 21’ på Borgvold 16 A og herfra tage til Spinderihallerne, Spinderigade 11 B. Part 4 er pop-up-kunstværker, som pludselig dukker op et sted og forsvinder igen kort tid efter.
En del af udstillingen er fotograf Niels Linnebergs smukke fotos af Vejles landskaber, som Kate Skjerning har bearbejdet med broderi.

En digterrute

Der er også planer om, at Inger Christensen skal have en digterrute i Vejle. Der er allerede 14 digterruter rundt omkring i Danmark og 8 mere er under planlægning. Dem kan man se på danskedigterruter.dk.

Inger Christensens digtsamling ’Sommerfugledalen’ kan lånes på biblioteket og på eReolen.dk, hvor du også finder en lang række andre interessante digtsamlinger.

Månedens digt

Endelig præsenterer vi hver måned ’Månedens digt’ på vejbib.dk. September måneds digt er et lille digt fra digtsamlingen ’Blå øjne’ af Deniz Kiy.

Klummen blev bragt i Vejen Avis i uge 39 i 2021.