95. indlæg - "Kvinderne i historien"

Af bibliotekar Lone Pedersen

Kvinder i historien – hvor mange læser vi om i historiebøgerne? Ikke mange. Jo bevares, der er skrevet om mange kongelige kvinder – dronninger og prinsesser. Og til dels også om den fattige bondekone – hende uden navn. Men hvor mange af de mange andre kvinder, som har været med til at forme verden, er der skrevet bøger om?

Ikke for det, de begynder så småt at komme på markedet. Dog ofte som romaner ikke som biografier om kvinderne. Det er f.eks. romaner som Eva Tind ”Kvinden der samlede verden” eller Christina Hesselholdt ”Vivian”.

Fagbogen ”Kvinde kend din krop” er en bog mange kvinder, især kender til. Denne klassiker fra 1975 er skrevet om kvinder og kvindekroppen. Og så er den skrevet af kvinder for kvinder. Den udgives stadig i nutiden selvfølgelig i en opdateret version. Biblioteket har nyeste udgave, som allerede har nogle år på bagen. Men den er til stadighed udlånt.
Det er faktisk den bog, som satte morgendagens foredragsholder i gang med sit store projekt: At trække opmærksomheden hen på de mange kvinder som er usynlige i historiefortællingen.

Det startede som et instagram-projekt. En profil med navnet ”Kvinde kend dig historie” blev oprettet på Instagram, og fokus er på kvinders historie i historiefortællingen. Og snart var en meget populær profil i luften – i skrivende stund er der over 57.000 følgere, som kan læse om kvinder, der har sat deres aftryk på historien. Profilen blev fulgt op af en podcast om samme emne. Kvinder som i nogle tilfælde er lidt glemt i dag.  

Gry Jexen står bag profilen, men også bag en bog med samme titel ”Kvinde kend din historie”. 50 kvinders historie fortalt på 323 sider. Så kort kan det gøres - og jeg er straks sunket helt ind i fortællingerne om kvinderne.
Der er fortællinger om for mig ukendte kvinder, men også kendte. En fortælling om Bodil Begtrup som var med til at udarbejde FN’s menneskerettighedserklæring. Eller hvad med sportskvinden Susanne Lindberg – som modbeviste lægers udsagn om at elitesport er usundt for kvinder.
Det er et par af de kvinder vi møder i bogen, men der er også fortællinger om dronninger og adelskvinder. Om kendte politikere eller forfattere. Og mange flere knap så kendte kvinder. Alt i alt et spændende bekendtskab.

Hvis du er fanget ind af denne lille klumme, så kan du den 3. november møde forfatteren Gry Jexen, når hun holder foredrag på Vejen Bibliotek. Her vil der uden tvivl blive fortalt om mange flere kendte som ukendte kvinder. Om hvorfor det er vigtigt at få kvinders historie frem i lyset. Om hvorfor forfatteren mener, kvinder er oversete i historiefortællingen.
Læs mere om foredraget og køb din billet på vejbib.dk

 

Klummen blev bragt i Vejen Avis i uge 44 i 2021