97. indlæg - "November er blå, eller er den bare lang og mørk"
Men er den så lang som Henrik Nordbrandt beskriver i sit digt, med de 16 måneder der er i året (de fem er november). Digtet er fra digtsamlingen ”Håndens skælven i november” (1986) og fortæller om forfatterens fornemmelse af en meget lang måned.
Eller er den så regnfuld som Pia Raug synger i sangen ”Regnvejrsdag i november”? (Tekst: Ebba Munk Pedersen, 1976).
Ja, mørk og regnfuld har den været indtil nu, men så er det jo godt, husene er hule. Så kan vi let og uden dårlig samvittighed kravle indendørs og hygge med varme drikke, stearinlys og meget gerne en god bog.
For mig er det jo let at gribe en bog med hjem fra arbejde, for biblioteket fuld af både sjove, men også sørgelige historier.
Og det er det sidste, jeg af uransagelige årsager har kastet mig over i denne tid. Eller måske er det mere korrekt at kalde dem barske fortællinger om en virkelig tid. En tid med fattigdom, svigt og ensomhed. Men der er også håb, lys og glæde i romanerne, for på forunderlig vis kæmper mennesker sig gennem en barsk barndom og kommer ud som et helt menneske på den anden side.
En kollega og jeg faldt i snak om gode bøger en dag, mens vi sorterede bøger, som skulle sættes på plads. Kollegaen og jeg var enige om, at Delia Owens ”Hvor flodkrebsene synger” er en fantastisk bog.
Det er en grum, barsk og opløftende historie om Kya der vokser op i marken i 1950’ernes USA. På trods af en meget barsk barndom formår hun at skabe sig et liv i ensomhed. Men da egnens skørtejæger findes død, jagtes Kya for mord. Jeg var helt opslugt under læsningen af den bog, og det er en, jeg ofte vender tilbage til, hvis jeg skal anbefale en god bog.
Kollegaen anbefalede mig at læse Lisa Wingate ”Inden vi blev jeres”. En fortælling om fem børn der i 1930’ernes USA overlades til et børnehjem, da deres mor bliver syg. Og hvordan det går dem i livet, til vi i nutiden erfarer, at der er sket grusomme ting på børnehjemmet.
Det er en virkelig fortælling, fortalt i romanform. Men det er den ikke mindre spændende af. Jeg er igen suget ind i fortællingen. Den er sørgelig, men også en fortælling der sluger alle de minutter, jeg kan afse til læsning i disse dage.
Det får mig til at tænke på Christina Baker Klines ”Pigen uden navn”. Igen en virkelig fortælling fortalt i romanform. Om Molly på 17 år som skal hjælpe Vivian på 91 år med at rydde op i Vivians hus. De falder langsomt i snak om deres liv, og det er noget af en historie, Vivian kan fortælle. Om hvordan hun som forældreløst barn i 1930’ernes USA blev sat på et tog tværs gennem landet. Sammen med alle de andre forældreløse børn: På hver station stor der mennesker klar til at tage sig af et barn. Om det så blev en god eller en skidt oplevelse for barnet, var den chance, de blev udsat for. Og for resten var de jo bare forældreløse, så ingen bekymrede sig meget om barnets velbefindende.
Det er tre barske fortællinger om virkelige hændelser i den amerikanske historie. Men også tre fortællinger med håb til slut. For der er en bedre verden for enden af den barske fortælling. Og det er jo det, vi kan tage med os gennem november: der er lys og glæde for enden af de 30 dages mørke. Nemlig en hyggelig julemåned med lys, glæde og samvær med familie og venner.
Klummen blev bragt i Vejen Avis i uge 46 i 2021