99. indlæg - "Ny inspiration til julen"

Af Lone Pedersen

Julepynten eller julemaden er måske et par af de steder, der diskuteres mest i familien – skal det være den klassiske og traditionelle stil. Eller er man klar til at prøve noget nyt og helt anderledes?

I mit hjem er der stadig masser af traditioner. Bestemte figurer skal stå eller hænge bestemte steder i stuen. Adventskransen står på det samme sted hvert år. Juletræet skal pyntes med nogle bestemte glaskugler. Og så videre. Alligevel skal der hvert år lige laves et par nye engle eller hjerter, for jeg har set en smart model et sted.

Jeg søger hele tiden ny inspiration til julepynt. Jeg vil som mange andre gerne lave en anderledes dekoration til kalenderlyset end sidste år. Pynte adventskransen på en ny måde. Og især finde på lidt ny pynt til hjemmet og måske især til familiens juletræ.

Så jeg shopper rundt på diverse hjemmesider, så snart det bare bringer skyggen af jul. For er der måske en ny julestjerne eller en ny måde at folde juletræer på? Og hvert år bombarderes vi i nyhedsbreve fra diverse ugeblade med ideer og tips til, hvordan du laver en flot krans til hoveddøren af materialer fra haven, eller hvordan du og børnene let laver havregrynskugler med et twist. Hvert år udkommer der også nye julebøger, fyldt med klip, julebag og hyggestemning.

Men hvad er det med vores jagt på al den nye pynt til julen? Vi plejer jo at sige til hinanden, at julen er traditionernes tid. I mange hjem pyntes op med julepynt lavet af familien gennem generationer. Især juleaften skal foregå, som den altid har gjort. Vi spiser den slags mad, vi har gjort i mange år. Juletræet skal have bestemt pynt på og så videre. Så hvorfor jagten på nyt hvert år? Eller er det bare gammel vin på nye flasker? Altså den samme pynt bare lige med lidt nyt papir eller en småkage med en lidt anden pynt?

Uanset hvad så er der jo familier, som måske ikke har julepynt i forvejen, for det er en ny familie, som er ved at finde sine traditioner. Derfor skal der laves noget at pynte op med. Måske pynten fra de forgangne år er ved at være slidt op. Eller måske vi bare trænger til lidt nyt hvert år, fordi det er hyggeligt at sidde og nørkle med saks, lim, karton og andet i den mørke tid og måske spise brunkager, klementiner eller pebernødder samtidig.

Der, hvor jeg især fornyer julen, er familiens kalenderdekoration. Den må gerne få et nyt twist hvert år, og inspirationen finder jeg ofte på nettet. Her kan jeg med fordel sidde længe og kigge på Pinterest eller instagram. Sikke nogle dekorationer der kan frembringes, men nu har jeg så ikke lige hænderne til at gøre forsøget. Men ideen kan måske alligevel bruges.
Desuden udkommer der hvert år en del juledekorationsbøger eller bøger om klip til julen. Jeg har naturligvis let adgang til at bladre i bøgerne, men ellers venter jeg pænt på, at det bliver min tur i reserveringskøen. Men én af de bøger, jeg ofte vender tilbage til, er Claus Dalby “Hvid jul”. Det er en bog fyldt med gode og spændende ideer til både udendørs, men også indendørs dekorationer.
Og på eReolen har jeg fundet bogen “Den store gør det selv-bog om jul” af Lene Nissen. En bog som også er fyldt med gode ideer til julehygge.

I de senere år er jeg også begyndt at kigge mere og mere på udenlandske hjemmesider og blade. Netop bladene (eller tidsskrifterne om du vil) findes via dit lokale bibliotek. App’en Libby (som også kaldes eReolen Global) indeholder udover engelske lydbøger og ebøger, også en masse tidsskrifter. eReolen Global har en del af de dyre udenlandske blade, som jeg selv ikke kan eller vil købe. Men jeg kan derimod ganske gratis låne så mange, jeg vil i en måned. Bladene er fyldt med inspiration til ny julepynt eller smarte dekorationer i haven. Selvfølgelig er det den engelsk-amerikanske stil, men der er alligevel enkelte ideer, som måske skal afprøves. Det smarte især i en travl julemåned er, at de afleverer sig selv, når lånetiden udløber.

God fornøjelse med limstift, saks og papir i familiens skød.

Klummen blev bragt i Vejen Avis i uge 48 i 2021