Transformatortårn foto
Transformatortårn

Om dette arrangement

Tid
9:00 - 19:00
Pris
Gratis
Bibliotek
Target
For alle
Øvrige arrangementer

Tema om el og energiformer før, nu og i fremtiden

14.10.19 - 29.11.19
Udstillinger, aktiviteter og foredrag

Fra skånsom belysning til Smart Grid – én idé der voksede.

Sidste år havde jeg en samtale med én af vores lånere, Erik Nielsen, der har arbejdet som elektriker, han påpegede lysets betydning for menneskers velbefindende.
I samtalen fortalte jeg, at jeg netop havde besøgt Henne Mølle Å Badehotel, der er opført af arkitekten Poul Henningsen (PH), der bl.a. designede lamper, der gav et skånsomt lys.

Ud fra samtalen udsprang idéen om at lave en udstilling på Holsted Bibliotek om emnet i 2019, hvor det er 125 år siden, PH blev født.
Idéen affødte flere idéer, og vi inddrog efterhånden alle ansatte på biblioteket i projektet, som vi nu kan præsentere som et tema med foredrag, udstillinger og aktiviteter under titlen: ”Følg strømmen – el og energiformer før, nu og i fremtiden.”

Vi lagde ud den 12. oktober med besøg af Christian Viking og Morten Rasmussen, der skulle illustrere vindens muligheder i forbindelse med drageflyvning.
Onsdag den 30. oktober kl. 19.00 får vi besøg af Arne Holm Petersen fra Poul la Cour Museet, der vil fortælle og vise billeder om Poul la Cour og hans livsværk. Poul la Cour var meteorolog, lærer og opfinder af verdens første elproducerende vindmølle.
Onsdag den 13. november kl. 19.00 vil Helge Teglgård gennem anekdoter, billeder og sange tegne et portræt af Poul Henningsen. Foredraget har han kaldt: ”PH ballademager, lysmand, arkitekt…” Desuden er et foredrag om Smart Grid under planlægning. Smart Grid er et såkaldt intelligent elsystem for private forbrugere, som f.eks. kan få vaskemaskinen til selv at gå i gang, når elprisen er lav.

Udover foredrag har vi en række udstillinger om forskellige emner:
Skånsom belysning, vandkraftværker før og nu, vindmøller fra husmøller til havmøller, lokale energiproducerende projekter, Smart Grid, uddannelse og job med el og elektronik, spændende steder man kan besøge, hvis man vil lege og lære om energi og naturvidenskab, noget om PH og litteratur om lys og mørke.

Desuden har vi indrettet et hjørne, hvor man kan opleve skånsom belysning.

Til udstillingen har Erik Nielsen fremstillet en stor model af et transformatortårn og en model af elmaster og elledninger, som man så dem overalt i landskabet i 1900-tallet frem til 1970’erne, hvor man begyndte at grave ledningerne ned og erstattede transformatortårnene med transformatorstationer også kaldet ’Kiosker.’

Vi har også løbende forskellige aktiviteter på biblioteket, som man kan lave i bibliotekets betjente åbningstid. Netop nu kan man bygge en lille minivindmølle, der kan få en lampe til at lyse og en generator til at genoplade batterier. De små fra 3 år kan lave en tivolimølle og en vindmølle af plastikskruer og plader. Der vil senere komme flere aktiviteter.

Skrevet af bibliotekar Mette Schjødt-Pedersen.