Plakat af Gitte Kath

Om dette arrangement

Bibliotek
Tid
10:00 - 18:00
Pris
Gratis
Lokalitet
Danmark
Udstillinger

Gitte Kath - Plakatudstilling

08.05.17
Udstilling med plakatkunstneren Gitte Kath. - Gitte Kaths plakater emmer af levet liv og rummer historier, som ting kan fortælle om mennesker. Intet er tilfældigt, selvom det godt kan se sådan ud. Men tag ikke fejl, Gitte Kath er yderst bevidst om sine virkemidler! Museums- og kunstforeningen for Vejen og Omegn samt Vejen Bibliotek præsenterer udstillingen med mulighed for køb af værkerne.

Gitte Kath arbejder med mange forskellige virkemidler og materialer i sine plakater. Der er tale om bl.a. fotografier, tekstiler, tegninger, stempler, farvelagte felter, iturevne papirer, håndskrift og maskinskrevne tekster. 

Farveholdningen hos Gitte Kath er generelt afdæmpet og holdt i jordfarver. Og så alligevel ikke helt. For en gang imellem brydes det nedtonede af en farveeksplosion. Det kan være en gul solsikke, multifarvede papirprikker eller knapper, der spredes over billedfeltet, en rød ramme, som fremhæver en tekst, en stærk blå baggrund eller penselstrøg og farveklatter, som føjer en ekstra dimension til plakatens udtryk.

Gitte Kath (1948) er udddannet på Kolding Kunsthåndværkerskole (Designskolen Kolding). Hun har været tilknyttet Teatret Møllen i Haderslev siden teatrets start 1974, hvor hun har været en drivende kraft bag en lang række af teatrets markante forestillinger som manuskriptforfatter, iscenesætter og scenograf.

Gitte Kath har lavet plakater til alle Teatret Møllens forestillinger siden starten af 1980'erne. Udover teaterplakater har hun også lavet en lang række internationale festivalplakater, DSB-plakater (Årets Plakatkunstner hos DSB i 1998), Paralympics-plakaten ved OL i 2000 i Sydney, Australien m.fl. og har som internationalt kendt plakatkunstner været repræsenteret på adskillige udstillinger i Danmark og i udlandet.

Læs mere om Gitte Kath her: http://www.plakatmuseum.dk/gitte-kath

Se flere af Gitte Kaths plakatdesign her http://www.gittekath.dk/gittekath.dk/posters.html

Læs Introduktionen til udstillingen her: http://www.vejenkunstforening.dk/gitte.html

3 bøger med Gitte Kath’s plakatkunst:

Gitte Kath : 30 plakater . Kolding, Jørn Thomsen Offset, 1995. - 68 sider.

Gitte Kath : 40 plakater . Kolding, Jørn Thomsen Offset, 2000. - 80 sider.

Jonna Keldsen; Leif Kath; Gitte Kath : Unplugged design : Gitte Kath . Aabyhøj, Dansk Plakatmuseum, 2007. - 209 sider.


Plakat af Gitte Kath