Trærelief med rod af Hanne Skyum

Om dette arrangement

Bibliotek
Tid
10:00 - 18:00
Pris
Gratis
Lokalitet
Danmark
Target
For alle
Udstillinger

Hanne Skyum - væver og billedkunstner

30.04.15
Udstilling på Vejen Bibliotek tirsdag den 7. april - mandag den 4. maj i samarbejde med Museums- og kunstforeningen for Vejen og Omegn. Træsnit og trærelieffer. Motiver: træ- og rodformer og indtryk fra Islands natur

Hanne Skyum er kendt af mange som en fornem gobelinvæver, men hun har også andre spændende udtryksformer. Hanne Skyum både maler, fotograferer, laver træsnit og trærelieffer.

I Vejen kendes Hanne Skyums vævekunst måske allerede;  et af hendes væverier  "Genspejlning" fra 2007, er nemlig permanent udstillet på Grønvangsskolen.

Motiver og inspiration

I forbindelse med en af Hannes Skyums udstillinger, Holmen 2014, skrev professor Bo Hakon Jørgensen : "Hun standser op over for naturens væg i de tidlige og sene timer, hvor tingene synes at betyde mere på deres uklare baggrund, end de gør i det klare middagslys. Med de organiske træ- og rodformer prøver hun at sige, formulere, male til udtryk, hvad der trådte frem for hende i det øjeblik, hvor "øjet standsede". Med tryk oven på tryk og sat sammen i lodrette serier kombinerer hun sine "øjenstandsninger" til opmærksomheds-koncentrater af menneskelig forsken i naturens former".

Livskraften i naturen

Bo Hakon Jørgensen afslutter sin beskrivelse med at sige:

"Hanne Skyums former og strukturer er en indsigt i de uomgængelige naturkræfter, der former os, men også velsignelsen ved at leve ud af en sådan pågående livskraft. Udleveret til natur og velsignet af samme natur".

Udstillinger

Hanne Skyum er født i 1961 og nu bosiddende i Kegnæs på Als. Hun er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 1983 – 87 og er medlem af bl.a. Den Fynske Forårsudstilling og Dansk Gobelinkunst.

Udstillingerne har været talrige på f.eks. Kunstindustrimuseet, Rundetårn, Museet Holmen og sidst på Trapholt Museum.

Ligeledes har Hanne Skyum modtaget mange udmærkelser og legater blandt andet fra Statens Kunstfond, Nationalbankens Jubilæumsfond, Augustinus Fonden og  Danfoss Fonden.