"Familien flytter" #3

Dagbog fra dagene op til åbningen af det nye bibliotek

Vejen Kommunes Biblioteker er på vej ind i en ny tid. Vi har fået en ny leder, hovedbiblioteket flytter snart til nye lokaler, og i den forbindelse er der mange bolde i luften.
Biblioteksleder Kasper Østergaard Grønkjær vil hver måned op til den store dag, hvor døren til et nye hovedbibliotek og det fornyede bibliotek går op, dele den lille flyttedagbog over perioden her på siden.
"Familien flytter" kalder vi den. Her er tredje dagbogsindlæg fra Kasper:

Når man bygger nyt hus er der i moderne tid et rum der fylder mere end andet: køkkenet, alrummet eller bare samtalekøkkenet, kært barn har mange navne.

Det er her familien kan samles over måltider, lektier, avislæsning og meget andet. Det er så at sige blevet hjertet i det moderne hus. Der skal nemlig være plads til at spisebordet kan blive længere, hvis familien vokser eller hvis der kommer gæster. Det vigtige i denne fortælling er nærværende fællesskaber og samvær med andre mennesker.

I Vejens nye bibliotek kan hele biblioteksrummet ses som et samtalekøkken. Med studieceller, foredragssal, makerspace og værksted, mødelokaler, loungeområder, småbørnsområde, ungeområde og meget mere. Ligesom samtalekøkkenet er det hele skabt til at blive brugt og delt mellem mennesker.

Det er det fundament bibliotekerne hviler på: At vi som borgere deler biblioteket som frit og demokratisk rum. Det fede med et moderne samtalekøkken er, at det rum rummer alt hvad man har brug for. Det samme gør biblioteksrummet, og selvom biblioteksrummet giver rum til fællesskaber har biblioteksrummet også det unikke i sig, at man som bruger af biblioteket kan være helt anonym. Anonymisering er en vigtig værdi i det registrerende og dataindsamlende samfund vi lever i.

Vi lægger tid og kræfter i bibliotekets svar på samtalekøkkenet. Spisebordet bliver slået ud, og vi har ekstra plader, bare rolig. For biblioteksrummet er stedet hvor man mødes med andre, henter viden og inspiration, får kulturelle oplevelser. Biblioteket har så meget på hylderne at intet biblioteksbesøg i samtalekøkkenet bør være forgæves, man får altid noget med hjem.

/Kasper