"Familien Flytter" -Dagbog op til åbningen af det nye bibliotek

tegning: DNA Arkitekterne. Læs mere og følg byggeriet på https://vejbib.dk/content/vejens-nye-bibliotek

Vejen Kommunes Biblioteker er på vej ind i en ny tid. Vi har fået en ny leder, hovedbiblioteket flytter snart til nye lokaler, og i den forbindelse er der mange bolde i luften.
Biblioteksleder Kasper Østergaard Grønkjær vil hver måned op til den store dag, hvor døren til et nye hovedbibliotek og det fornyede bibliotek går op, dele den lille flyttedagbog over perioden her på siden.
"Familien flytter" kalder vi den. Her er femte dagbogsindlæg fra Kasper:

Nu er det lige op over!

Flyttekasserne er ved at blive fyldt op, og man kan næsten høre flyttebilen brumme ude foran, og  de fleste af os bliver ramt af tanken: 'Har vi nu husket det hele? '

Et er at flytte et hus, noget andet adresseflytningen og den form for praktik? Og hvad med avisen? Er den flyttet? Avisen er trods alt der, hvor man får sine informationer og sin viden om, hvad der sker i verden og i det lokalsamfund, som man lever i.

Netop viden, der dumper ind af brevsprækken, er der stadig mange, der holder af.
Det at sætte sig ved spisebordet eller i den gode stol i stuen og indtage nyhederne har stadig en værdi i det, vi må kalde for et overinformationssamfund, hvor sandhederne er mange.
Der er nærmest overflod af informationer og sandheder, hvilket har gjort Fake News til et fænomen.
Det var da lettere den gang, vi havde læst det samme i avisen, eller set TV avisen og kunne snakke ud fra det.
Eller når man på arbejdspladsen eller henover middagsbordet diskuterede, om dette eller hint nu var rigtig eller forkert, ja, så havde man det gode gamle lektion at slå op i.
I dag gribes smartphonen eller tabletten ved den mindste diskussion, for den er der hele tiden i vores lommer. På godt og ondt må vi sige, for Google giver hurtige svar, men er de kvalificerede?
Biblioteket er om noget stedet, der står for den kvalificerede informationssøgning.
Biblioteket har de faglige kompetencer til at yde hjælp til elevernes opgaveskrivning, til artikler, til særlig smal litteratur og meget, meget mere.

For at runde af med det, som dette indlæg startede med, nemlig avisen, ja, så er der sørme også aviser på det nye bibliotek, ligesom der er på bibliotekerne i Brørup, Holsted og Rødding, masser af aviser og tilmed bløde stole, hvor man ligesom derhjemme kan indtage sine nyheder måske selv og måske sammen med nogle andre.         

/Kasper