Sommerbogen 2020

De Danske Børnebiblioteker inviterer endnu en gang alle børn i alderen 6-15 år til at deltage i Danmarks største læsekonkurrence, Sommerbogen 2020. Sidste år deltog tusindvis af børn fra hele landet. De lavede over 30.000 boganmeldelser og slog dermed det rekordhøje antal anmeldelser fra tidligere år.

Sommerbogen 2020 åbner d. 12. juni og fortsætter frem til d. 22. august.

Det er nemt at deltage i Sommerbogen 2020: Læs en masse gode bøger og vær med i konkurrencen om mange fede præmier.

I år bliver Sommerbogen anderledes.

Kravet om boganmeldelser træder i baggrunden, og i stedet skal børnene udfordre sig selv undervejs, hvorved fokus rettes mod selve læseoplevelsen.

Børnene kan hente et udfordringsark på det lokale bibliotek eller printe det via filen her. På arket finder man 30 læseudfordringer med varierende sværhedsgrader. Børnene skal herefter læse minimum 3 bøger og løse mindst 10 af udfordringerne for at deltage i konkurrencen (lodtrækning) om en af de tre hovedpræmier. Man må godt bruge den samme bog til flere udfordringer. Når arket er udfyldt, skal det afleveres på det lokale bibliotek.

Se forfatteren Kasper Hoff fortælle om Sommerbogen og anbefale en god bog.

Sommerbogen 2020

 

Alle deltagende børn er med i den landsdækkende lodtrækning om de 3 hovedpræmier, hvor de får lov til at tømme en boghandel på 5 minutter.

Som noget helt nyt vil alle, der deltager i Sommerbogen 2020 ved Vejen Kommunes Biblioteker, blive inviteret til Sommerbogen Afterparty – en sjov og hyggelig eftermiddag på biblioteket. Så skynd dig ned på biblioteket og hent et udfordringsark og tre bøger, så er du klar!