Christina anbefaler

20.06.22
Sommerbogen er skudt i gang og børnebibliotekarerne vil i de kommende uger anbefale gode bøger til læsekonkurrencen.

Suzanne Collins er nok mest kendt for Hunger Games / Døsspils bøgerne. Men vidste du, at hun fem år tidligere skrev serien om Gregor i Underlandet?

Her følger man 11-årige Gregor fra New York, der bor alene med sin mor og lillesøster. Faderen er forsvundet, hvilket viser sig at have stor betydning for historien. Den første bog i serien hedder Gregor i Underlandet og starter med, at Gregor en dag ser sin lillesøster forsvinde ned i et hul nede i vaskekælderen. Han springer efter og de lander begge i Underlandet, der er beboet af mennesker og kæmpe udgaver af dyr som flagermus, kakerlakker og rotter. Folkene fra Underlandet er overbevist om, at Gregor og hans søster Boots er de to personer nævnt i en flere end 100 år gammel profeti. Pludselig bliver de sendt ud på en eventyr og bliver involveret i krige og alt muligt andet. Og det er her den forsvundne far pludselig bliver relevant for historien.

Gregor i Underlandet er en action fyldt fortælling, hvor spændingen starter allerede i første kapitel og bare stiger for hver side. Man når aldrig at kede sig, og får heldigvis også en rigtig fin afslutning. Man kan godt se, at Suzanne Collins oprindeligt startede med at skrive manuskripter til tv, for der bruges ikke så meget tid på langvarige beskrivelser. Det er ren action hele vejen igennem. Der er fem bøger i serien og målgruppen er ca. de 9-12-årige, der godt kan lide fantastiske fortællinger med fart i handlingen.

Materialer