Danmark og Tunesien - Ud i vintervejret

09.12.22
Følg med, når biblioteket jagter "regnbuens guld" sammen med Hr. Skæg og Motor Mille. Jagten fører os til Tunesien, som er fokusområde for overskuddet fra Børnenes U-landskalender.

På DR Ramasjang kan du lige nu følge Hr. Skæg og Motor Mille i jagten på regnbuens guld, som fører dem til Tunesien. Serien er en del af fortællingen om Børnenes U-landskalender og Danidas hjælpearbejde i udviklingslande - og bibliotekerne er med. 

I løbet af de næste fire uge kan du åbne fire "låger" i form af en nyhed, som sætter spot på Tunesien, hvor hjælpearbejdet foregår i år. Du kan også komme ned på biblioteket med dine børn eller børnebørn og opleve nogle af de spændende ting, som Hr. Skæg og Motor Mille finder ud af om Tunesien, på egen hånd.

På biblioteket kan I løse opgaver, som gør jer klogere på Tunesien, og hvordan det er at være barn i Tunesien. Sammen kan I snakke om, hvilke forskelle der er, når man bor i et land som Danmark, og når man bor i et udviklingsland som Tunesien, og hvorfor det er vigtigt at hjælpe nogle lande.

Vinteren i Danmark og Tunesien

Vejret i Tunesien er anderledes end i Danmark.  I Tunesien har det nogle steder  ikke regnet i 5 år. Om sommeren kan det blive 40 grader varmt. Om vinteren er temperaturen omkring 20 grader om dagen og 10 grader om natten. Det lyder måske ikke koldt, men de har ikke varme i husene. Det sner kun meget sjældent i Tunesien og kun i kort tid.  Børn i Tunesien kan derfor ikke bygge snemænd, køre på slæde eller skøjte, som børn kan i Danmark (en gang imellem). 

Hvad laver man så om vinteren?

Tunesien er et meget stort land med mange forskelle: nogle børn bor i byerne, andre på landet, ved havet eller ude midt i ørkenen. Nogle steder må piger og drenge lege sammen, men andre steder må de ikke.

På grund af det varme vejr, så er der ikke så stor forskel på, hvad man laver udenfor om sommeren og om vinteren. Mange steder har familierne ikke så mange penge, og derfor laver børn selv deres legetøj af ting, de kan finde. Mange børn skal også hjælpe deres forældre og bedsteforældre for at få dagligdagen til at fungere. Men heldigvis laver børn i Tunesien også ting, som børn i Danmark: de spiller fodbold, bader, klatrer i træer og går i fritidsklub eller tager ud og fisker. De leger også gemmeleg, eller de leger med glaskugler og kort. De kender også en leg, hvor man skal være hurtig og kaste og gribe en masse småsten med én hånd. 

Vil du lære mere om Tunesien?

Er I blevet interesseret i at vide endnu mere om Tunesien og forskellene imellem Danmark og Tunesien, så besøg dit bibliotek, hvor I kan opleve en spændende udstilling og løse sjove opgaver.

I kan også læse mere om Tunesien og Børnenens U-landskalender på: https://2022.u-landskalender.dk/

Herunder kan I også få inspiration til bøger, hvor I kan lære endnu mere om årstiderne, sne, sand og meget mere.

Materialer